- Det bliver en varm politisk vinter på miljøområdet!

Med disse ord afsluttede viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh, sit indlæg, der afsluttede De fynske Landboforeningers delegeretmøde.

Hovedemnerne for indlægget var reformen af EU’s landbrugspolitik, og Henrik Høegh opridsede en række muligheder og trusler ved EU’s fremtidige miljø- og landbrugspolitik, ligesom han også kom ind på den kommende Vandmiljøplan III og EU’s Vandrammedirektiv.

- På det globale plan beklager vi, at WTO-forhandlingerne i Cancún ikke lykkedes, fastslog Henrik Høegh. EU var grundigt forberedt. Det betød, at man nåede utroligt langt på landbrugsområderne. Alligevel blev det til et sammenbrud. Man kunne ikke blive enige om, hvordan tingene skulle klares globalt. Og af gammel vane fik landbruget skylden i pressen.

- Så eksportorienteret, som vi er i dansk landbrug, er et en fordel at have aftalt nogle spilleregler gennem WTO. Nu må vi passe på, at det hele ikke ender op i bilaterale aftaler. Jeg understreger, at det var beklageligt, at WTO strandede.

- EU’s Landdistriktsprogram er under forandring. Det vil blive påkrævet, at vores nationale finanslov giver mulighed for, at hente de penge hjem, som ligger i dette program.

En anden styrke er den høje dyrevelfærd. I den forbindelse advarede Henrik Høegh om, at man ikke kører ud af et spor, der svækker erhvervets konkurrenceevne.

Til slut understregede Dansk Landbrugs viceformand, at der især er to vigtige ting i det fremadrettede forløb, nemlig dels miljøet og dels en mindre politisk indblanding i omsætningen af varer, og han forudså en varm politisk vinter på miljøområdet.