I øjeblikket tyder det på, at tilgangen til landbrugsuddannelsen på de danske landbrugsskoler er stigende.

- Det er meget glædeligt, at udviklingen nu er vendt, således at flere vælger en uddannelse inden for landbrugserhvervet, lyder det fra forstanderen på Gråsten Landbrugsskole, Peder Damgaard, der i øjeblikket oplever en stigning i elevtallet på alle de hold, der udbydes inden for det næste halve år.

- Det er særligt glædeligt, at der er stor stigning på indgangen til uddannelsen - modul 1 A - hvor det ventes, at 56 starter uddannelsen. Vi glæder os også over, at landbrugsuddannelsen har interesse for mange med studentereksamen. I øjeblikket er 15 tilmeldt til Gråsten Landbrugsskoles studenterlinje, og der vil givetvis komme flere, når sommerferien er overstået, vurderer Peder Damgaard.

Men det er ikke blot starten af uddannelsen, der har tilgang. Der er ligeledes flere tilmeldte til efterårets driftslederkursus - grønt bevis - så der i år må startes to klasser.

- Unge mennesker er således ikke påvirket af aktuel krisestemning, når der vælges uddannelse. Det er meget glædeligt, at agurketidens noget negative omtale af erhvervet ikke påvirker de unge. Meget af den kritik, som rejses, kan de unge forholde sig til. De er meget åbne og ønsker absolut dialog frem for konfrontation, påpeger Peder Damgaard.