Landbruget frygter pesticid-panik
(Effektivt Landbrug) Dansk landbrugs pesticidanvendelse er blandt de sikreste i verden, påpeger Landsudvalget for Planteavl efter den seneste tids ophedede debat om brugen af sprøjtemidler.
Landsudvalget for Planteavl er rystet over den senere tids debat i medierne om anvendelsen af pesticider, hvor landbruget endnu en gang er blevet tildelt rollen som skurken, der truer fremtidens drikkevand.
Debatten er usaglig, mener udvalgets formand, Henrik Høegh.
- Ingen har tilsyneladende interesseret sig for, at pesticider, der har forurenet drikkevandet, næsten alle nu er forbudte, og at de i de fleste tilfælde er brugt på udyrkede arealer. Altså ikke på landbrugsjord, siger Henrik Høegh, som tilføjer:
- Mere og mere tyder på, at eventuelle problemer forårsaget af den landbrugsmæssige anvendelse stort set kun skyldes såkaldte punktkilder. Et problem, som erhvervet har sat store ressourcer ind på at få løst.
Af rapporten fremgår det, at Danmarks grundvandsressource efter en ny beregningsmodel er på 1 milliard kubikmeter årligt mod hidtil antaget 1,8 milliarder kubikmeter. Det årlige vandforbrug ligger for tiden på knapt 0,7 milliarder kubikmeter.
GEUS peger på, at det øvre grundvand i dag er kraftigt påvirket af sprøjtemidler og kvælstof. I det øvre grundvand overskrides grænseværdien for drikkevand således for både nitrat og pesticider i hver femte boring. Samtidig pumpes der mere og mere grundvand op fra de dybere grundvandsmagasiner, og det øger risikoen for, at det fortsat rene grundvand forurenes.
Henrik Høegh mener dog ikke, at der er grund til panik. Han henviser til, at udviklingen er vendt for langt de fleste af de kilder, der påvirker grundvandsressourcerne.
- Forbruget af pesticider er faldet, og i dag er det kun de mest miljøvenlige midler, der er tilladte, påpeger han.
- Vores undersøgelser viser, at glyphosat bliver udvasket fra rodzonen til det øverste grundvandslag. Det kan vi se, fordi vi finder det i vores drænvand ned til 1 meters dybde. Dybere nede har vi indtil videre ikke kunnet se tegn på udvaskning, men det er for tidligt at konkludere noget endeligt, siger projektleder Jeanne Kjær, GEUS.
Resultatet har fået nogle politikere til at true med et forbud mod glyphosat, fordi de frygter, at stoffet er på vej mod grundvandet og dermed drikkevandsressourcerne. Men denne frygt er overdrevet, mener formanden for Landsudvalget for Planteavl.
- Hvis brugen af glyphosat var en reel trussel mod grundvandet, ville det allerede have vist sig, idet midlet er brugt på danske markeder igennem de sidste 25 år, siger Henrik Høegh.
Pesticidvarslingens fund af glyphosat i drænvand fra en mark lå cirka fem gange over grænseværdien. Det har ført til en revurdering af stoffet i Miljøstyrelsen. Resultatet foreligger sandsynligvis i løbet af den kommende uge.