Den franske fødevareproducent Danone har offentliggjort sit halvårsregnskab for 2025, og det viser en stærk start på regnskabsåret.

Omsætningen lander i første halvår på 13,737 milliarder euro, svarende til 102,8 milliarder danske kroner. På trods af et marginalt fald på 0,1 procent i rapporteret salg, kunne fødevareproducenten fremvise en organisk vækst på 4,2 procent, hvilket skyldes fremgang i volumen og pris.

I foråret 2022 præsenterede Danone-ledelsen strategien »Renew Danone«, en strategi som skal give Danone mulighed for at genskabe forbindelsen til en bæredygtig profitabel vækstmodel. Adm. direktør Antoine de Saint-Affrique, mener, at halvårsregnskabet er et tydeligt tegn på producentens strategi.

- Vi indledte kapitel to af »Renew Danone-strategien« med en stærk præstation, som viser vores vedvarende evne til at skabe kvalitetsvækst og afspejler styrken og robustheden i vores sundhedsfokuserede portefølje. Salget i første halvår steg med 4,2 procent på sammenlignelig basis, drevet af volumen/mix-stigning på 2,6 procent, siger han i forbindelse med halvårsrapporten.

En kategori trak op

Mens direktøren glæder sig over en generel stigning i første halvår af 2025, er det særligt kategorien »Specialiseret Ernæring«, der omfatter produtker som Aptamil og Fortimel, der trak salget op med en samlet vækst på 7 procent.

De plantebaserede produkter fra Alpro og proteinrige produkter som High Protein-serien bidrog ligeledes markant til væksten, og alle produkter vil man fortsat arbejde fokuseret med i den franske fødevaregigant.

- I et volatilt og usikkert marked fortsætter vi med at fokusere på vores fundament, hvilket yderligere styrker vores vindende platforme som højt proteinindhold, medicinsk ernæring, Alpro og Aptamil, samtidig med at vi fører vores strategi ind i næste kapitel, forklarer Antoine de Saint-Affrique.

Danone har samtidig styrket sit fokus på innovation og videnskabeligt baserede produkter, blandt andet via opkøb af andre selskaber.

- Vi er begyndt aktivt at supplere vores portefølje, blandt andet med yderligere investeringer i medicinsk ernæring, opkøbet af Kate Farm i USA samt næste generations biotika via The Akkermansia Company, siger han.

Danone

  • Danone er en førende global fødevare- og drikkevarevirksomhed
  • Virksomheden har tre hurtigt voksende hovedkategorier: Essentielle mejeriprodukter og plantebaserede produkter, vand og specialiseret ernæring
  • Virksomheden har næsten 90.000 medarbejdere og produkter solgt på over 120 markeder
  • Danone har en mission om at bringe sundhed gennem mad til så mange mennesker som muligt

Asien og Oceanien skilte sig ud

Danone har oplevet en vækst hele vejen rundt på sine produkter, men geografisk er det især Kina, Østasien og Oceanien, der skiller sig ud. Her har man oplevet en organisk vækst på 11,3 procent.

Stigningen er primært drevet af høj efterspørgsel på medicinsk ernæring og modermælkserstatning.

Europa og Nordamerika oplevede også en stabil vækst på henholdsvis 2,1 procent og 3 procent. I Latinamerika, Asien, Mellemøsten og Afrika oplevede man ligeledes en positiv vækst, selvom udviklingen var mere blandet fordelt på første og andet kvartal.

Stigende indtjening

Den organiske vækst rundt i verdensmarkederne kan ikke kun ses på omsætningen. Også på indtjeningen har de første seks måneder af 2025 været gode for Danone.

Den franske fødevareproducent har således løftet sin tilbagevendende driftsindtjening med 3,7 procent fra første halvår 2024. Her lød indtjeningen på 1,746 milliarder euro, svarende til 13 milliarder danske kroner, mens den efter første halvår af 2025 er oppe på 1,811 milliarder euro, svarende til 13,49 milliarder danske kroner.

Driftsmargin er steget til 13,2 procent fra 12,7 procent i 2024, mens den tilbagevendende indtjening pr. aktie er steget med 5,8 procent til 1,91 euro, og trods store investeringer og udbyttebetalinger fastholdt koncernen en stærk pengestrøm med en fri likviditet på 1,172 milliarder euro, svarende til 8,73 milliarder danske kroner i modsætning til rekordniveauet i 2024, hvor likviditeten var på 1,248 milliarder euro, svarende til 9,3 milliarder danske kroner.

Fastholder forventninger

Med et solidt første halvår i ryggen lader Danone-direktøren forstå, at man ikke sænker skuldrene og læner sig tilbage. I stedet er det vigtigt, at man fortsat følger den retning, der er blevet lagt.

- Vi forbliver fokuserede på en konsekvent eksekvering af vores forbrugercentrerede og videnskabsbaserede strategi og på at levere vores målsætninger på mellemlangt sigt, forklarer Antoine de Saint-Affrique.

I forbindelse med præsentationen af halvårsregnskabet har Danone ligeledes bekræftet sine forventninger til året og fastholder ambitionen om en organisk vækst på samlet set mellem 3-5 procent med en driftsindtjening, der vokser hurtigere end salget.

Business