Straks fra rapsens fremspiring skal man være opmærksom på angreb af rapsjordlopper.

Det understreger landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, Seges Innovation, som påpeger, at der ingen gode bejdsemidler er på rapsudsæd i år.

- Mest angreb ses normalt i områder med megen rapsdyrkning og i områder af marken, der vender op til sidste års rapsmarker. Det skyldes, at rapsjordlopperne kommer fra sidste års rapsmarker.

Der kan dog forekomme kraftige angreb i alle marker.

Disse rapsplanter i april har lav og busket vækst på grund af angreb af larver af rapsjordlopper. Foto: Rasmus Stock, Spiras

Disse rapsplanter i april har lav og busket vækst på grund af angreb af larver af rapsjordlopper. Foto: Rasmus Stock, Spiras

Kun svage bejdsmidler i år

I år er rapsen igen primært bejdset med Integral Pro. I enkelte tilfælde kan der i stedet være bejdset med Lumiposa eller Buteo Start.

Corteva oplyser, at de bejdser sorterne PT315 og PT322 med Lumiposa. BAT oplyser, at de sælger sorterne Karat og Maverick bejdset med Lumiposa.

KWS bejdser sorten Helypse med Buteo Start. Integral Pro har ingen nævneværdig effekt mod rapsjordlopper, mens Lumiposa og Bueto Start har en kortvarig effekt. Se nærmere om bejdsemidlerne i Anvendte bejdsemidler i raps til sæson 2025-2026.

Grundet bejdsning med midler med svag effekt mod rapsjordlopper er det yderst vigtigt at være opmærksom på angreb straks fra begyndende fremspiring.

Gnav af rapsjordlopper kan også ligne »vindueshuller« i bladene.

Gnav af rapsjordlopper kan også ligne »vindueshuller« i bladene.

Rapsjordlopper skader både som larver og som voksne

Rapsjordlopperne kan forvolde skade på to måder.

De voksne rapsjordlopper kan æde så voldsomt af planterne i fremspiringsfasen, at planterne hæmmes, og plantebestanden udtyndes. Ved kaftige bladangreb kan omsåning være nødvendig.

Senere kan larveangrebet i bladstilke og stængler blive så voldsomt, at planternes vækst hæmmes.

Disse symptomer viser sig først om foråret. Ved kraftige larveangreb kan omsåning være nødvendig.

Kilde: Seges Innovation

Gnav fra larver af rapsjordlopper fotograferet i marts.

Gnav fra larver af rapsjordlopper fotograferet i marts.

Angreb af larver af rapsjordlopper set i april.

Angreb af larver af rapsjordlopper set i april.

Bekæmpelse af rapsjordlopper

Der kan være tale om to bekæmpelsestidspunkter, nemlig omkring fremspiring rettet mod bladgnav og senere mod larveangreb.

Pyrethroiderne Lamdex, Kaiso Sorbie og Mavrik er godkendt til bekæmpelse af rapsjordlopper, men kun Lamdex og Kaiso Sorbie anbefales, da effekten af Mavrik har været sikkert lavere mod rapsjordloppelarver i landsforsøgene i 2016-17.

Lamdex må i efteråret dog kun anvendes i vækststadie 9-13, mens der ingen restriktioner er på tidspunktet for anvendelse af Kaiso Sorbie i efteråret.

Lamdex må bruges 3 gange pr. vækstsæson, mens Kaiso Sorbie kun må anvendes 1 gang pr. vækstsæson. Mavrik må bruges 1 gang om efteråret.

Jævnfør midlernes godkendelse kan Lamdex således anvendes mod bladgnav og Kaiso Sorbie kan anvendes mod larveangreb.

Bekæmpelse rettet mod bladgnav: Der er kun få erfaringer med nedsatte doser, men ved bekæmpelse rettet mod bladgnav kan afhængig af bladmasse benyttes 50-75 procent dosis, dvs. 0,1-0,15 kg Lamdex.

Bekæmpelse rettet mod larver: Bekæmpelsestidspunktet mod larver er ret fleksibelt og kan udføres fra 4-5 løvbladstadiet til medio oktober.

Det kan ved kraftigere angreb være vanskeligere at bekæmpe bladgnav i sentsåede marker eller i marker med uens fremspiring, fordi væksten her er langsommere, og angreb af rapsjordlopper derfor lettere kan holde afgrøden nede.

Tidlig såning er derfor et godt værn mod rapsjordlopper i områder med erfaringsvis mange rapsjordlopper.

Undgå generel såning i meget tør jord, da rapsen så fremspirer uensartet og også er mere følsom for bladgnav af rapsjordlopper.

Kilde: Seges Innovation

Planter