Traktortræk med nyheder
(LANDBRUG FYN) Børnepasning, gratis adgang for medlemmer samt større udbud af mad er blandt nyhederne, når Nordvestfyns Landboungdom lørdag den 10. maj afholder traktortræk i Ejby.
Der er flere nye tiltag på programmet, når Nordvestfyns Landboungdom lørdag den 10. maj afholder det årlige traktortræk, der for femte år »i træk« finder sted på traktortrækbanen ved Industribuen i Ejby, tæt ved motorvejsafkørsel 56, Ejby.
Det er 16. gang, landboungdommen i det nordvestfynske område afholder traktortræk, og arrangørerne håber som sædvanlig på et talstærkt publikum. Normalt plejer traktortrækket at have 1.000-1.200 tilskuere og give et overskud på ca. 25.000 kroner til foreningens arbejde.
Sidste år blev der - muligvis på grund af et usædvanligt flot vejr - sat publikumsrekord med ca. 1.500 tilskuere, og det store fremmøde i forening med et stort salg i boderne resulterede i et overskud på ikke mindre end 68.000 kroner.
Af andre nyheder ved dette års traktortræk oplyser Jakob Olsen, at arrangørerne forhandler med 4H om at etablere børnepasning, så de kære unger kan hygge sig under trygge forhold, mens mor og far kigger på traktortræk.
Endelig vil den kulinariske side af arrangementet i år være lagt over i professionelle hænder, idet Kaj Thor Catering vil stå for maden. Det vil blandt andet betyde, at der ud over de traditionelle pølser og hotdogs også vil kunne købes biksemad og andre lækkerier. Salget af øl og vand vil dog som hidtil blive varetaget af medlemmer af Nordvestfyns Landboungdom.
Både standard- og specialtraktorer kører en runde før middag og en runde efter middag, hvorefter arrangementet slutter med uddeling af præmier til vinderne samt pokaler for blandt andet den bedst udsmykkede og den ældste traktor.
Tilmeldingen af standardtraktorer til årets traktortræk fandt sted i går, søndag den 13. april. Som sædvanlig var sidste års vindere af de tre standardklasser selvskrevne, og der ud over havde medlemmer af Nordvestfyns Landboungdom første ret foran medlemmer fra andre foreninger.
Da Landbrug Fyn trykkes fredag, kan resultatet af tilmeldingen af gode grunde ikke oplyses i dette nummer. Men ifølge traktortrækudvalget plejer det ikke at være noget problem at få de 25 pladser »fyldt op«.
Den traditionsrige fest for traktortrækkere og medhjælpere med »påhæng« afholdes i år lørdag den 31. maj i Indslev Forsamlingshus.