Danish Crown afviser ekstraordinær efterbetaling

(Effektivt Landbrug) Trods stram likviditet hos andelshaverne bliver der ingen restbetaling allerede ved halvårsregnskabet.

To måneder i træk med en notering på 7,90 kroner pr. kilo svinekød, og stram likviditet hos andelshaverne, får ikke formand Niels Mikkelsen og den øvrige bestyrelse i andelsslagteriet Danish Crown til at overveje at ændre på proceduren for restbetalingen.

Til gengæld påpeger formanden for Danske Svineproducenter, Per Bach Laursen, at hvis det kommende halvårsregnskab viser en stor opsamling, der først kommer til udbetaling sidst på året, vil det i den nuværende situation være en belastning for leverandørernes tillid til Danish Crowns ledelse og bestyrelse.

Bestyrelsen meddelte 4. april, at andelshaverne efter eget valg kan bestille en a conto udbetaling på 50 øre af restbetalingen med en forrentning svarende til fem procent årligt, og derved bliver det. Bestyrelsen har end ikke overvejet, at udbetale et a conto beløb til alle, hvilket kunne give mulighed for at droppe slagteriets krav om renter fra andelshaverne.

- En udbetaling allerede i forbindelse med halvårsregnskabet vil komme ubelejligt for nogle, fordi det vil ramme skævt på deres regnskabsår. De har disponeret, og så vil det ikke være rimeligt at presse en restbetaling ned over hovedet på alle, siger Niels Mikkelsen.

Dermed kan en ændring for proceduren tidligst ske i forbindelse med efterårets årsmøde.

- Bestyrelsen vil ikke tage initiativ til en ændring. Det må være nok med restbetaling, når vi gør vores årsregnskab op. Det er selvfølgeligt helt rimeligt, at andelshavere, der har en trykket likviditet, trækker penge ud nu mod en forrentning, så det ikke går ud over dem, der lader pengene stå, siger slagteriformanden.

Han har endnu ikke noget tal for, hvor mange, der har valgt at bestille a conto betalingen, men venter, at det vil være flere end sidste år.

- Jeg vil tage sagen op i repræsentantskabet, hvis jeg får nogle henvendelser fra mine lokale kolleger. Jeg plejer aldrig at tage pengene ud. Jeg synes, rentebetalingen er noget mærkeligt noget. Det er et strafgebyr for at få vores penge, siger Claus Nørregaard.

Formanden for Danske Svineproducenter, Per Bach Laursen, finder rentebetalingen helt i orden.

- Jeg har forståelse for ordningen. På den måde stilles alle lige, siger Per Bach Laursen, der går mere op i, om den aktuelle notering er en rimelig afspejling af det aktuelle marked, så der ikke allerede nu akkumuleres store summer, der først kommer til udbetaling om et halvt år.

- Der kan selvfølgelig være dukket uforudsete indtjeningsproblemer op, og det har slagteriet bedre forstand på end jeg. Men det kræver i givet fald noget kommunikation, og jeg forventer, at slagteriet spiller med åbne kort, siger svineproducenternes førstemand.

Repræsentantskabet i Danish Crown præsenteres for halvårsregnskabet 7. juni.

Læs også