Den nye landboorganisation, »Frie bønder – Levende land«, vil landet rundt med en række introduktionsmøder, hvor der i onsdags blev lagt ud på Hovborg Kro med en forholdsvis beskeden deltagelse.

- Vi var 16 personer inkl. bestyrelsen, og det havde da været rart, hvis vi havde været lidt flere, men nogle meldte fra for i stedet at arbejde i marken. Men sammenholdt med deltagelsen ved f.eks. årsmødet i Vejle Amts Familielandbrug er det vel ikke så dårligt, lyder det fra Gunnar Schmidt, medlem af bestyrelsen i den nye forening.

Han udtrykker til gengæld glæde over, at det blev en god aften, hvor der kom en del ideer, der kan arbejdes videre med.

- Foreløbig er vi et par hundrede medlemmer, men vi er fortsat fuld af fortrøstning, og jeg vil hellere have, at det går lidt langsommere, så vi får et godt alternativ til Dansk Landbrug og ikke skal opfattes som en protestorganisation, for det er vi i hvert fald ikke. Men der er fortsat mange mindre landbrug, som passer bedre hos os, vurderer Gunnar Schmidt.

Han fortæller, at den nye organisation hver eneste uge får nye medlemmer, og i løbet af året vil der blive holdt introduktionsmøder i de øvrige regioner.