Sikkerheden i fokus
(LANDBRUG SYD)50 unge deltog i kursus om sikkerhed i landbruget på Bygholm Landbrugsskole, og landmænd er blevet mere bevidste om netop sikkerhed.
Sikkerhed er blevet et accepteret begreb i dansk landbrug, og forstanderen på Bygholm Landbrugsskole, Gitte Grønbæk, glæder sig over den udvikling, men slår samtidig fast:
- Vi skal fortsat arbejde for sikkerhed - det er en kultur, der skal indarbejdes i landbruget, fastslår hun overfor Landbrug Syd.
Hun er ikke i tvivl om, at begrebet sikkerhed for alvor er på vej ind i landbruget. Det har hun det seneste år set med al ønskelig tydelighed på skolen, hvor der nu er gennemført fire sikkerhedskurser med deltagelse af i alt 230 unge mennesker.
- Det er et kursus for unge med fritidsjob i landbruget og henvender sig til de 13-17-årige. De hører om sikkerhed i henholdsvis værksted, svine- og kvægstalden og giver udtryk for, at de får meget ud af deltagelsen, fortsætter Gitte Grønbæk og gør det klart, at det ikke er et kursus, hvor de unge skal lege med traktoren – det kræver traktorkørekort.
Kurset er ikke kun et spørgsmål om at undgå akutte skader - det gælder også om at lære rigtige arbejdsmetoder, så man ikke slides ned med årene.
Gitte Grønbæk glæder sig i øvrigt over, at hun kan se frem til at se nogle af deltagerne på weekendkurset igen - de har tilmeldt sig skolens landbrugsuddannelse