Legat til Gæmelke
Peter Gæmelke blev tildelt legat fra Brørup Landboforenings Jubilæumsfond.
(LANDBRUG SYD)Peter Gæmelke har et hav af opgaver rundt i landet og uden for landets grænser, men han glemmer ikke sin base i Brørup Landboforening. Trods opgaver på højt plan rundt i både Europa og andre steder i verden - bl.a. i Kina - færdes han mindst lige så godt blandt medlemmerne i Brørup - og glemmer dem ikke.
At medlemmerne og foreningens bestyrelse også sætter pris på Peter Gæmelkes indsats for landbruget i almindelighed og foreningen i Brørup i særdeleshed blev med al ønskelig tydelighed demonstreret ved foreningens generalforsamling, hvor Peter Gæmelke fik dette års legat fra Brørup Landboforenings Jubilæumsfond.
Et valg, medlemmerne fandt helt på sin plads og rejste sig og gav Peter Gæmelke stående bifald som en anerkendelse af de store arbejde, han ikke alene har gjort, men også gør.
- På trods af de mange gøremål, du har opad i organisationen, afsætter du altid tid til at tage del i de ting, der rører sig i Brørup Landboforening. På trods af en næsten håbløs kalender, finder du altid plads til bestyrelsesmøderne i foreningen. Det er enestående og godt gået. Når der først er skrevet Brørup Landboforening i din kalender, er det kun yderst sjældent blevet ændret. Og alle her skal vide, at der ikke er nogen tvivl om, at du værdsætter bestyrelsesmøderne i foreningen meget højt. Du følger regnskab og budget i alle vore udvalg meget snert, og ingen uafklarede poster får lov at stå ubemærket hen, pointerede Jørgen Bruun.
Han rettede også en tak til Peters hustru Tove:
- Det er fantastisk, at du altid har styr på, hvad Peter laver. Når man ringer for at tale med Peter, er han sjældent at træffe første gang. Men du ved altid, hvornår han kan træffes og kommer altid med klar besked, lød takken til Tove Gæmelke, der ud over at have styr på manden også er erhvervschef i Vejen Kommune.
Peter Gæmelke takkede for prisen og sagde bl.a.:
- Det er spændende at deltage i det lokale arbejde, og det giver lyst til at gøre en endnu større indsats, når der sættes pris på arbejdet lokalt, understregede Peter Gæmelke og erkendte, at organisationsarbejdet betyder, at han er meget hjemmefra og derfor ikke selv kan være med til at passe gården på samme måde, som han gerne ville. Uden gode medarbejdere og opbakning fra familien ville det ikke gå.