Ikke uventet blev det Arla Foods hidtidige danske næstformand i bestyrelsen, Knud Erik Jensen, der på det efterfølgende bestyrelsesmøde i forbindelse med den dansk-svenske andelskoncerns repræsentantskabsmøde i Stockholm i i går blev valgt til ny formand.

Knud Erik Jensen var fra 1995 og frem til fusionen mellem svenske Arla og danske MD Foods i 2000 formand for MD Foods.

Fra dannelsen af Arla Foods og frem til torsdag i sidste uge var Arlas bestyrelsesformand svenskeren Lars Lamberg.

Også den afgående formand, 64-årige Lars Lamberg, har som sin efterfølger en lang karriere som mejeriformand bag sig. Forud for fusionen med danske MD Foods var han i 14 år formand for det dengang rent svenske Arla.

Med Knud Erik Jensen som ny bestyrelsesformand skulle en anden næstformand udpeges. Det blev den svenske gårdejer Åke Hantoft.

Nyvalgt til Arla-bestyrelsen blev desuden fra Danmark Viggo Ø. Bloch og fra Sverige Gunnar Pleijert.