- Det virker som dårlig timing, når først formanden og dernæst direktøren meddeler sin afgang. Men jeg vil her gerne sige to ting. For det første sker begge dele uafhængigt af hinanden. For det andet er det positivt, at det intet har med udviklingen i vores landboforening at gøre. For mit eget vedkommende vil jeg begrænse mig til det, mine bukser kan skræve over, sagde Peder Philipp i forbindelse med fremlægningen af bestyrelsens beretning på sidste uges generalforsamling, der blev holdt på Hotel Arnbjerg i Varde.

Peder Philipp er foruden formand for Dansk Kvæg tillige repræsenteret i en række bestyrelser. For Jens Christiansens vedkommende betyder et farvel til direktørposten i Sydvestjysk Landboforening til gengæld et goddag til stillingen som direktør for Sydvestjysk Andel med hovedsæde i Bramming, hvor han tidligere har været ansat som forretningsfører i den nu nedlagte afdeling i Vester Nebel.

Blandt andet havde Peder Philipp med egne ord et hak i tuden at aflevere til Esbjergs borgmester Johnny Søtrup i forbindelse med hans håndtering af en aktuel sag, hvor byrådsmedlem og svineproducent Gunnar Rask Jensen trak en ansøgning om udvidelse af sin svineproduktion tilbage, hvilket udløste ros fra borgmesteren.

- Det er helt forkasteligt, at en borgmester kan sige sådan, når en mand føler sig presset til at droppe fuldt lovlige planer, sagde Peder Philipp i sin beretning, og fortsatte:

- Intet i lovgivningen forhindrede en produktion af den art på det pågældende sted. Derfor burde landmanden ikke have ros af borgmesteren for at droppe sagen. Han burde tværtimod have borgmesterens støtte og opbakning, netop fordi projektet holdt sig inden for de rammer, lovgivningen har udstukket for landbruget.

Peder Philipp trak en parallel til sagen om etablering af en større svineproduktion på Fil-Sø Gods, hvor produktionen ønskes udvidet fra 10.000 til omkring 24.000 svin om året.

- Her står vi med et naturområde, ja. Men også med et landbrugsområde. Og når vi ser på den planlagte produktion, så kan den jo meget fint harmonere med de regler, som landbrug skal leve op til. Nu er det så op til amtet at vurdere, om udvidelsen vil have så negative virkninger på naturen, at det kan begrunde skærpede krav til en tilladelse - eller eventuelt et afslag. Men også i denne sag gøres der store anstrengelser for at kvæle planerne i fødslen, lød det fra formanden.

En håndtering, der ifølge Peder Philipp alt for ofte læner sig op af blandt andet naturfredningsforeningernes holdninger.

I sin beretning stillede Peder Philipp et stort spørgsmålstegn ved de ca. 40 anmeldelser, Danmarks Naturfredningsforening sidste år indgav til amtet.

- Det er vigtigt at understrege, at der ikke var tale om 40 lodsejere. Samtidig kunne man overveje, om det fortsat skal være gratis at klage. Jeg fornemmer, at der er kræfter, der har gjort det til en livsstil at klage over landbruget, sagde Peder Philipp, der generelt savner forenklinger omkring især godkendelser og bekendtgørelser indenfor landbruget.

- Vi har søgt det bedste fra alle foreninger, men intet er statisk. Vi skal hele tiden være parate til omstilling. I den første tid efter sammenlægningen er der brugt megen tid og mange kræfter internt i foreningen. På det seneste er fokus vendt mod vore medlemmer og kunder og også lidt mod nye potentielle kunder i landboforeningen. For det er jo det, der er en landboforenings opgave, at bistå vore medlemmer på alle måder, sagde Peder Philipp, der samtidig efter det regnskabsmæssige skuffende år i 2001 med et underskud på 4,7 mio. kroner med større glæde kunne nævne resultatet for 2002 der blev et overskud på 1,3 mio. kroner.

Det gav i stedet valg til tre nye bestyrelsesmedlemmer, nemlig Ken Ø. Bloch, Heino Mølholm og Svend Graversgaard.

Det er er ved redaktionens slutning endnu ikke fastlagt, hvem der skal efterfølge den afgående formand, Peder Philipp. Det ventes først afklaret i forbindelse med et konstituerende møde 10. marts. Med hensyn til direktørposten, er der indrykket avisannoncer, hvor det ventes, at der i løbet af foråret findes en ny direktør til erstatning for Jens Christiansen.