I sin egenskab af næstformand i Dansk Familielandbrug gik han i front for at undgå organisationens sammensmeltning med LandboForeningerne - en fusion, der i Familielandbruget i november måned lige akkurat blev vedtaget med to tredjedeles flertal.

Da Dansk Landbrugs familielandbrugssektion - som organisationen nu betegnes i det nye regi - i sidste uge afholdt ekstraordinært årsmøde på Hotel Nyborg Strand, opnåede Niels Chr. Larsen hverken genvalg til næstformandsposten, endsige valg til overbestyrelsen i Dansk Landbrug.

Niels Chr. Larsen er som formand for Fyns Familielandbrug fortsat selvskreven til bestyrelsen i Dansk Landbrugs familielandbrugssektion, der ligesom før fusionen tæller 18 medlemmer.

Men da der skulle vælges de seks medlemmer, som skal repræsentere Familielandbruget i Dansk Landbrugs overbestyrelse, opnåede han ikke stemmer nok til en af disse poster, men kun til titlen som 3. suppleant.

Som nævnt kom Ib W. Jensen, Glamsbjerg, der er formand for det landsdækkende planteavlsudvalg i Familielandbruget, i stedet ind i overbestyrelsen og dermed også i Landbrugsraadet.

- Dels er det aldrig sjovt at sidde alene med en differentieret holdning, og dels afspejler fordelingen ikke den reelle holdning til Dansk Landbrug i vor medlemskreds, siger Thurø-landmanden, der fortsat er med i Familielandbrugets bestyrelse som formand for Fyns Familielandbrug - en post, han igen er på valg til næste år.

- Jeg vil naturligvis fortsat i bestyrelsen og lokalt holde alle op på den fusionsaftale, som vi demokratisk valgte at indgå med landboforeningerne, om end det bliver fra en mindre central position, forsikrer den mangeårige fynske formand.

Men Peder Thomsen, Sir ved Holstebro, der har ledet Dansk Familielandbrug i en årrække og som førte organisationen ind i fusionen fra nytår, manede al modstand til jorden. Med 100 stemmer blev han solidt genvalgt af repræsentanterne på årsmødet foran modkandidaten, formanden for Vejle Amts Familielandbrug, Sven-Aage Steenholdts 50 stemmer.

I sidste øjeblik inden afstemningen valgte den tredje kandidat, Henrik Bertelsen, Vejen, at trække sig ud af kampen.

Sven-Aage Steenholdt, Vamdrup, blev efterfølgende valgt til næstformand.

Til familielandbrugets fire øvrige bestyrelsesposter i overbestyrelsen i Dansk Landbrug valgtes foruden Ib W. Jensen, Glamsbjerg, der formand for Familielandbrugssektionens Planteavlsrepræsentantskab, Henrik Bertelsen, som er regionsformand i Ribe Amt, formanden for Familielandbruget i Gl. Aalborg Amt, Jens Kristoffersen, Støvring, samt nej-sigeren Rut Jørgensen, Hadsund, der som nævnt er formand for familielandbrugssektorens familieudvalg.

Som suppleanter valgtes Søren Hansen, Snedsted, John Nielsen, Nykøbing Falster, Peder Nielsen, Kr. Helsinge, samt fynske Niels Chr. Larsen. De tre øvrige er henholdsvis regionsformænd på Mors, Lolland-Falster og Sjælland.