Ro om Renault i Danmark

(EFFEKTIVT LANDBRUG) Først torsdag den 13. februar sætter folkene fra tyske Claas og franske Renault sig til bordet med henblik på at underskrive en aftale, oplyser Renault-importøren i Danmark. - En eventuel aftale vil ingen konsekvenser få for danske kunder og forhandlere, bedyrer han.

Den danske importør af Renault traktorer til Danmark, Svend Erik Mørk fra Dansk-Fransk Maskinimport i Hobro, tager rygterne om et eventuelt Claas-opkøb af Renaults traktordivision fuldstændig roligt.

- Jeg var, sammen med Renault-importørerne fra de øvrige europæiske lande, til et møde på traktorfabrikken i Frankrig i forrige uge, fortæller Svend Erik Mørk.

- Her fik vi at vide, at vi kunne regne med, at Renault traktorerne med garanti ville beholde deres karakteristiske orange farve i de næste 50 år.

- Med pressemeddelelsen ønskede vi at give dem, der digter historier, de dårligste betingelser, siger Svend Erik Mørk og tilføjer, at han fra fabrikken har fået oplyst, at parterne sætter sig sammen den 13. februar med henblik på at skrive under på en aftale.

- Desuden bliver der ikke tale om, at vi hos Dansk-Fransk Maskinimport skal være Claas-importør eller, at Claas skal være Renault-importør. Det ligger fast, at man vil holde de to mærker hver for sig, fastslår han.

- Så længe vi ingen informationer har fra Claas fabrikken, kan vi som importør i Danmark ikke kommentere situationen. Det vil vi derfor afholde os fra, lyder det fra direktør Jørgen Petersen, LMB Danmark.

Læs også