I sin beretning på årsmødet tirsdag den 28. januar i Agrogårdens svineproduktionsudvalg, kom udvalgsformanden, gårdejer Poul Rasmussen, Ørbæk, blandt andet ind på betydningen af effektivitet i bedriften.

- Brug rådgiverne og tallene fra E-kontrollen til at lægge en handlingsplan efter, opfordrede Poul Rasmussen. Vi må aldrig stille os tilfreds med en E-kontrol på et gennemsnitsniveau. I hvert fald ikke, hvis man vil være i erhvervet i fremtiden.

- Det er overraskende, så mange penge der er i forskel i dækningsbidrag (DB) mellem de forskellige producenter. En analyse af landsgennemsnittet, som nok også gælder her på Fyn, viser, at den ringeste fjerdedel af producenterne i 2002 har opnået ca. 2800 kroner pr. årsso og 60 kroner pr. slagtesvin. Den bedste fjerdedel har opnået 5200 kroner pr. årsso og 140 kroner pr. slagtesvin.

- Der er med andre ord stadig noget at rette op på for temmelig mange af os, hvis vi vil blive ved med at drive landbrug.

- Brug for eksempel en halv time mere i stalden pr. dag. Det er en gratis investering og sikrer, at du kommer rundt til alle dyr – også et element i godt landmandskab. Sunde, velpassede svin giver arbejdsglæde og lyst til at komme i stalden.

En anden landmand med 200 årssøer hæver antallet af fravænnede grise pr. årsso fra 21 til 23 og lader rådgiveren stå for hjemtagning af fodertilbud. Resultatet er en forbedring af DB med 140.000 kroner – med en udgift til rådgivning på 40.000 kroner. Både landmanden selv og hans bank synes, det er en yderst fornuftig rådgivning.

- Prognosen peger på en gennemsnitlig notering i 2003 på 8,50 kr. Med andre ord, påpegede Poul Rasmussen med et anstrøg af galgenhumor, det bliver ikke i år, der bliver gang i Mercedes-salget!

Afslutningsvis kom udvalgsformanden ind på Fyns Amts sagsbehandlingstid for ansøgninger om omlægning eller udvidelse af animalsk produktion. Han nævnte, at et projekt med samarbejde mellem Fyns Amt og de fynske landbrugsorganisationer havde ført til en større forståelse parterne imellem, men han mente stadig, at sagsbehandlingen er for langsom.