Agromek er andet end maskiner – det er også en udstilling af flotte dyr, som både danskere og udenlandske gæster studerede flittigt, og ikke mindst et af dyrene faldt i øjnene hos de fleste – en »lille fyr« på mere end 1,6 tons.

Det var Peter Hauge fra Hesselballegård på Jennumvej 126, Vejle, der præsenterede sin charolaistyr på 1603 kilo, og den blev virkelig studeret. Ikke alene stod den meget synlig for alle gæster – det er også et flot eksemplar, som sammen med sine staldkammerater på gården hentede en række ærespræmier ved dyrskuet i Horsens i fjor.

Denne gang gik turen til Herning, hvor mange også benyttede sig af chancen for at få et billede af den store, danske tyr.