Indtil for nylig var der fire foderforsyningsselskaber på Fyn. Det er der ikke mere. 1. januar opløste Foderforsyningen Midtfyn A.m.b.A. sig selv, fordi medlemmerne ikke opnåede den rationaliseringsgevinst, der var hensigten med samarbejdet, der blev indledt i efteråret 1997.

- Vi kunne ikke få foderprisen ned. Den blev bare ved med at stige. Og vi kunne ikke pege på en enkelt årsag, siger Maria Fischer, der var formand for det nu nedlagte foderforsyningsselskab.

Selskabet startede med en pris på 1,25 kroner pr. foderenheder og endte oppe omkring 1,80. Set i bakspejlet mener Maria Fischer, at det var mange ting, der tilsammen fik læsset til at vælte.

- Vi har med andre ord haft en meget forskellig tilgang alle sammen. Og når man laver et selskab, skal det være fair for alle parter. Det ville vi også gerne være. Men vi har ikke altid kunnet overskue, hvad der var den rigtige løsning. Et eller andet sted undervejs må vi have truffet nogle forkerte beslutninger, siden foderet blev så dyrt, konstaterer Maria Fischer, der er ked af udgangen på det hele.

- Vi syntes alle, at foderforsyningsselskabet var en god ide. Og alle gik ind i samarbejdet med fynd og klem. Derfor synes vi også, det er brandærgerligt, at det ikke lykkedes for os. Vi sidder nok alle sammen tilbage med en følelse af, at vi har fejlet. Og det er trist, siger hun.

- Det kører rigtig godt. Vores maskinomkostninger er blevet meget mindre, end da forsyningsselskabet startede. Og vi har kunnet fastholde vores indtjening, siger Niels Eriksen, som samtidig peger på, at medlemmernes køer i kraft af samarbejdet også får et bedre og mere stabilt foder.

- Og når vi sammenligner os med andre, kan vi se, at vores foderpris ligger væsentlig lavere, tilføjer han.

- Man skal kunne indordne sig under hinanden. Og man skal kunne tåle, at den ene tjener lidt mere end den anden det ene år. Så kan det være modsat året efter. Og det er gået fint for os, fordi vores kemi passer godt sammen. Det er vigtigt, fastslår Niels Eriksen.

Ellers kan der hurtigt opstå gnidninger.

- Samarbejde kræver tilvænning. Vi har jo været os selv hidtil, og så skal man pludselig til at indordne sig lidt under andre. Det skal man vænne sig til. Det tager også længere tid at tage beslutninger, fordi alle skal være enige. Til gengæld laver vi heller ikke så mange hovsaløsninger, som vi måske gjorde førhen, siger Niels Eriksen.

- Jeg synes, det bør være Skejby, der samler op på tingene. Det skal gøres centralt. De lokale foreninger kan ikke gøre det, fordi de måske ofte kun har et enkelt fællesskab i deres område, siger Maria Fischer, der trods de bitre erfaringer ikke vil udelukke deltagelse i fællesskaber fremover.

- Vi har ikke mistet troen på samarbejde, siger hun.

- Hvis man alene ser på økonomi, så er der store muligheder i fællesskaber, fordi man kan optimere brugen af de dyre maskiner. Men man skal være opmærksom på, at man frigør nogle ressourcer på de enkelte ejendomme. De ressourcer skal man enten have behov for eller have råd til at lade være med at bruge. Ellers opstår der et minus i kassen, siger kvægbrugsrådgiveren.

De økonomiske muligheder i fællesskaber må heller ikke få nogen til at se bort fra de problemer, der kan opstå i fællesskaberne. Per Einshøj råder alle, der tænker på at lave fællesskaber, at søge så mange oplysninger som muligt hos de eksisterende selskaber, der findes rundt omkring i landet. Det gælder om at starte på så godt og gennemtænkt et grundlag som muligt.

- En af de helt store udfordringer ligger i, at det er selvstændigt erhvervsdrivende, der lige pludselig kommer meget tæt på hinanden i kraft af samarbejdet. Det kræver mange øvelser og mange overvejelser, siger Per Einshøj.