Ingen jul på slægtsgården

Flytning fra slægtsgården er en drastisk ændring for mange landbofamilier. Meget er anderledes, og det registreres især her ved juletid, konstaterer en af årets fraflyttere, langelandske Mona Kristensen.

Strukturændringerne i landbruget sætter sine spor i disse år.

Når der her ved jule- og nytårstid gøres status i mange landbofamilier, er der måske i årets løb bygget en ny stald, eller måske er gården solgt.

For mange landbofamilier er det især en drastisk ændring, når slægtsgården fraflyttes.

- Det startede med min 4xtipoldefar og sluttede med mig, siger Mona Kristensen, som ganske vist solgte gården i 2001, men først fraflyttede i efteråret.

- Det er ikke anderledes for mig end mange andre, som er i en lignende situation, men min slægts- og lokalhistoriske interesse har givet fraflytningen ekstra stof til eftertanke.

- Men al vedligeholdelsen er væk, lyder det glædestrålende fra en forhenværende gårdejer, der dog ikke har sluppet egnen og fortiden. Hendes nye hus ligger kun otte kilometer fra gården.

Inde er der pyntet til jul, så familien vil kunne genkende julestadsen. Men det bliver ikke som på Havegården, hvor hele familien i fjor for sidste gang kunne køre gennem portåbningen og fejre den allersidste jul på slægtsgården.

- Alle fire børn med deres familier var samlet om træet, som jeg havde pyntet. På gården var det oprindeligt min far, senere min afdøde mand Henning og siden mig, der alene havde pyntet juletræet, og ingen fik det at se før efter middagen, fortæller Mona Kristensen.

Den tradition holdt til det sidste, men middagen havde ændret sig for år tilbage. Den klassiske med klar suppe og oksekød med peberrodssauce var forduftet nogle år forinden. Det blev for en stor ændring for svigersønnerne, som foretrak andestegen.

Til gengæld manglede julemanden ikke. Netop i Lejbølle bor en af de professionelle, Rassi, så han troppede op kvart i ni efter middagen. Efter at have banket på, og spurgt efter mormors juletræ, blev han budt på en gave af et barnebarn. Se, det var der ikke tænkt på, men han forlod med tilfredshed julefamilien, efter at have modtaget en julesang som gave.

- Det havde ellers holdt siden middelalderen, men allerede i 1960’erene startede det svagt, og det seneste år har været drastisk, nævner hun og forklarer, at jordbøger på Rigsarkivet fra 1603 giver nøje mulighed for at følge begivenhedernes gang. Faktisk er der oplysninger tilbage fra 1500-tallet.

Der blev svaret landgilde til de stamhuse, som besad matriklen. På Langeland var det ikke kun Tranekær Gods, men også til Hesselagergård på Fyn, som besad mange ejendomme på Langeland.

- I vores tilfælde skulle min forfader fritstilles fra stamhuset Nedergård for at få lov til at fæste en af grevens gårde. Alle gårdene lå i Lejbølle by. Kun få blev udflyttet, og der er stadig - på godt og ondt - mange bygninger fra tidligere landbrug i landsbyen, bemærker Mona Kristensen.

- Sådan er det nu engang, og det er måske især godt, når man mærker, at andre interesserer sig for, hvad der kommer ud af arkiverne, lyder det eftertænksomt fra lokalhistorikeren, mens blikket falder op mod Tullebølle Kirke, hvorfra hun i julemåneden har kunnet nyde lyset gennem vinduerne, når mørket er faldet på.

- Forresten må jeg lige fortælle, at sidste år den 31. december drog jeg med naboers hjælp ud på Lejbølle Made og fældede resterne af et egetræ. Det havde stået ude ved gårdens stubhave, og det hed sig, at når det forsvandt, så var det Lejbølles fald og dermed mit endeligt. Det kapitel i bogen tog jeg selv vare på, og det var sikkert godt nok.

Læs også