Ja til malkerobot i dybstrøelse
Steffen Schmidt glæder sig over sine robotter, der efter indkøringsvanskeligheder sparer ham for meget tid.
- I dag er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige.
Sådan lød meldingen fra gårdejer Steffen Schmidt, Lodenhøj, da han i onsdags sammen med malkerobotproducent AMS Liberty holdt åben stald på sin ejendom på Ribevej 3 i Hammelev ved Vojens.
Den indledende kommentar er møntet på netop malkerobotter, som i december i fjor blev installeret på gården, og det har han ikke fortrudt – nu. Der skulle dog gå ni måneder – til september – inden han fik den forventede glæde af investeringen. Masser af tekniske problemer ødelagde glæden, men nu kører det stort set uden problemer.
Nogle stiller spørgsmålstegn ved, om det er praktisk at benytte malkerobot, når køerne opholder sig i dybstrøelse, men her er han ikke i tvivl – det er der ingen problemer med. Hvis der er en ko, der ikke bliver malket, er det selvfølgelig et større område at lede på, men det opfatter Steffen Schmidt ikke som noget problem.
- Køerne malkes nu 2,6-2,7 gange i døgnet og giver en øget ydelse på gennemsnitligt 200 kilo mælk, men jeg forventer at komme højere op nu, hvor det hele kører, og de penge skal selvfølgelig være med til at finansiere investeringen, fortsætter Steffen Schmidt.
Der har åbenbart været kommunikationsproblemer i anlægget, og to gange er der nu skiftet edb-kabler, men det har hjulpet. Nu virker systemet, og Steffen Schmidt glæder sig over ikke at skulle bruge så meget tid i stalden.
Stalden er indrettet, så kotrafikken er styret. Fra dybstrøelsen skal de op ad en trappe for at komme til malkning eller foder. De skal passere en forselektionslåge, der enten leder dem direkte til foderbordet eller i opsamlingen før robotten alt afhængig af, hvilket malkeinterval, den enkelte ko er sat til.
Efter malkning ledes de direkte hen til foderbordet. Det sikrer også, at der går nogen tid, inden koen kommer ned i halmen igen, så pattekanalerne er lukkede og risikoen for infektioner minimeret. For at undgå, at køerne skal svine sig for meget til, blive der også strøet nyt halm to gange daglig.
Det er dog ikke nyt for Steffen Schmidt at strø to gange dagligt – det gjorde han også før, han gik over til robotmalkningen – og han er ikke i tvivl:
- Man kan sagtens kombinere dybstrøelse og robotmalkning – og det giver os en helt anden hverdag i familien, når man ikke skal malke morgen og aften.