Heftig debat om landbrugsfusion
Formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen mødte kraftig modstand mod fusionsplanerne med Landboforeningerne, da han stillede op til debat hos Sønderjysk Familielandbrug i Løgumkloster.
Og det blev en ophedet debat, da de to tørnede sammen ved et fusionsmøde hos Sønderjysk Familielandbrug i Løgumkloster.
Det gennemgående i spørgsmålene var dog manges frygt for, at familielandbruget mister indflydelse og måske med tiden helt opsluges og forsvinder ved en fusion med Landboforeningerne. Men det er ifølge Peder Thomsen en helt misforstået opfattelse.
- Vi har fået et tilbud, som det ville være tosset at afstå fra at tage imod. Vi får mere indflydelse som en stor organisation, samtidig med at omkostningerne og dermed kontingentbetalingerne holdes nede, lød et af argumenterne fra Peder Thomsen, der mener, der kan spares 400.000 kroner i kontingent.
Samtidig understregede han, at der i aftalen er indbygget en fortrydelsesklausul, der betyder at Familielandbruget efter senest fire år kan trække sig ud af fusionen med de penge, man kom med, hvilket vil sige omkring 50 millioner kroner.
Det var dog ikke nok til at imponere Niels Christian Larsen, der ikke kan se nogen som helst fordel ved en fusion.
- Det her handler ikke om penge, men om politik. Lad jer ikke kyse og true til at gå ind for fusionen. Hvis I ikke vil være som Landboforeningerne, så stem nej, lød meldingen fra Niels Christian Nielsen.
Peder Thomsen mener, at en urafstemning skulle kunne afgøres med 50 procents flertal, mens kravet fra Niels Christian Larsen er et to tredjedels flertal.
- Spørgsmålet om en fusion er så vigtigt, at det ikke ville være rimeligt, at for eksempel 51 procent af medlemmerne kunne stemme en fusion hjem, sagde Niels Christian Larsen.
Peder Thomsen afviste dog samtidig et krav fra salen om en urafstemning med den begrundelse, at der ikke står noget om urafstemning i vedtægterne.
Spørgsmålet optager tilsyneladende mange medlemmer af Dansk Familielandbrug, og ikke mindst Niels Christian Larsen, der ikke er i tvivl:
- Vi er ikke længere en selvstændig organisation, hvis vi sammenlægges med Landboforeningerne, sagde han og fortsatte med en spøjs historie til at illustrere problemstillingen:
- Det er ligesom hønen og grisen, der planlagde en morgenmadsfusion. Hønen siger til grisen, at leverer den bacon, vil hønen selv levere æggene. Men grisen aner uråd og siger til hønen, at den jo kun kan levere en gang, mens hønen kan levere mange gange, hvortil hønen svarer: - Det er prisen for en fusion.
Historien fik dog Peder Thomsen til at tilføje: - Så må vi være hønen, for vi er jo den mindste.
Han mener dog samtidig, at frygten for fremtiden i en fusion er helt ubegrundet.
- Det er helt galt, hvis I tror, I skal nedlægges. En fusion nu er bedre, end når vi er endnu færre medlemmer, og dermed er tvunget til at fusionere, sagde Peder Thomsen.
- Vi skal ikke have i en situation, hvor journalister kan ringe rundt og lave deres egen Gallup-undersøgelse op til delegeretmødet og finde ud af, hvem der er for eller imod fusionen, sagde Peder Thomsen.
Det gav anledning til undren og hovedrysten fra Niels Christian Larsen, der mener, at medlemmerne har krav på at vide, hvem de delegerede er, også selv om pressen dermed også får kendskab til dem. Det er prisen for demokratiet.
Peder Thomsen benyttede mødet til at gentage sin melding om, at han ikke som formand kan leve med et nej til fusionen og derfor vil gå af, hvis det bliver et nej.
Helt anderledes ser det ud for Niels Christian Larsen, der ikke har sat sit næstformandsjob på spil, men som frygter medlemsflugt, hvis det bliver et ja til fusionen.