Hyggesnak var der igen en uge senere, hvor der på ny troppede hundredvis af gæster op på Østergaard. Men jernringen var væk, og de mange gæster ved »Grøn Søndag« arrangementet hos ministeren fik ligesom ministrene lov til frit at bevæge sig rundt i hovedbygningen, avlsbygningerne og i den bugnende æbleplantage.

- En gæst havde medbragt en EU-regning på 21 kroner, andre bad mig om at sikre muligheden for efterløn for medhjælpende hustruer, ligesom der naturligvis kom mange spørgsmål om den kommende EU-udvidelse, kunne Mariann Fischer Boel berette fra den »grønne søndag«, der på mange måder dermed blev lige så travl som hverdagen i Fødevareministeriet, i Folketinget og i EU.

- Men alle er søde, og mange bekymrer sig over, hvordan jeg både har tid til at være herhjemme og være en fortravlet politiker, lød det fra Mariann Fischer Boel, inden nye gæster var klar til at hilse på selveste fødevareministeren.

- Vi kører normalt ikke søndagstur, men vi så annoncen og tog så de 300 kilometer til Fyn for at besøge fødevareministeren, fortalte Karl Ove Klit, der driver et økologisk landbrug hjemme på Thy med 80 malkekøer og 105 hektar jordtilliggende.

- I forhold til Ritt Bjerregaard, som var alt for fanatisk, så har Mariann et fornuftigt syn på økologien.

- Tilskuddet sættes ned, men til gengæld bliver man efter omlægningen kun bundet i et år ad gangen mod fem hidtil. Det ser jeg som en fordel, siger Karl Ove Klit, der selv indledte omlægningen i 1997, og som derfor nu er færdig med at omlægge bedriften.

Han benyttede lejligheden til at fremføre overfor ministeren, at han hellere ser en hjælp til øget markedsføring af de økologiske kvalitetsprodukter frem for - som det er foreslået - at styrke Ø-mærket.

- Det er kendt af de fleste, derfor er det mere vigtigt at styrke produkterne, gerne også overfor de offentlige institutioners køkkener, lød det fra den økologiske landmand fra Thy, som hos ministeren mødte en positiv holdning overfor synspunkterne.

I den forbindelse foreslog Karl Ove Klit også ministeren at øge indsatsen overfor eksporten af økologiske varer, som i dag kun andrager to procent.

- Den økologisk produktion skal finde et naturligt leje, hvor vi som producenter ligesom alle øvrige i landbrugserhvervet skal have anstændige økonomiske forhold og regler. Jeg forlanger ikke, at jeg skal tjene mere end naboen, fordi jeg er økolog,. Men jeg ønsker at kunne tjene det samme - og så samtidig med en god samvittighed kunne aflevere en ren jord til efterkommerne, fastslog Thy-økologen, der selv et par uger forinden var blandt værterne ved den landsdækkende arrangement »Økologiske Høstmarkeder«.

Formålet med Grøn Søndag er at give børn og voksne mulighed for at opleve, hvad det vil sige at drive landbrug i Danmark i dag. Samtidig er Grøn Søndag en oplagt anledning til en snak mellem forbruger og landmand om blandt andet naturforvaltning, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.