- Nu har vi fået tingene samlet, og med ansættelse af direktøren er de sidste brikker på plads til at vi kan komme i arbejdstøjet, siger Christian Ladefoged, der som formand for overgangsbestyrelsen har ansvaret for at sætte den ny forening i søen.

Den 50-årige Niels Bo har en uddannelse som agronom suppleret med HD i offentlig virksomhedsøkonomi og organisation. Han har en bred faglig og ledelsesmæssig erfaring både fra lokale kvægavlsforeninger og fra Landskontoret for Kvæg. Han været kvægavlskonsulent i Himmerland og Vestjylland og Landskonsulent for SDM og DRK på Landskontoret for Kvæg. Siden 1991 har Niels Bo været direktør i Kvægavlsforeningen Taurus, der er en af parterne i den ny fusion.

- Med Niels Bo har vi fået en mand, der kender systemet og virksomheden og som tidligere har vist, at han kan lede og gennemføre en fusion på en god måde, siger formand for bestyrelsen Christian Ladefoged.

Kvægavlsforeningen Danmark er en ny organisation, der fra 1. januar 2003 samler de seks danske kvægavlsforeninger, paraplyorganisationen Dansk Kvægavl, avlsforeningerne for tre malkeracer samt Fællesudvalget for Dansk Kødkvæg i en enhed. Med ansættelsen af direktøren vil arbejdet med den konkrete organisering af Kvægavlsforeningen Danmark gå i gang.