Foto: Svend Erik Christensen

Kartoflerne står godt i år, og udbyttet ser ud til at blive stort.

- Nu er vi jo ikke så meget for at prale, men kartoflerne står generelt godt, og vi får et godt udbytte. Vejret har været godt med skiftevis sol og regn, og jeg kan ikke mindes, at vi tidligere har haft vækstår, hvor vi har vandet så lidt som i år. Der er faktisk marker, vi slet ikke har vandet i år, konstaterer Søren Thomsen, der sammen med sin bror Jens driver en ejendom på Langbjergvej 15 i Jedsted ved Gredstedbro.

De to brødre har kartofler i næsten 140 hektar, men de ejer selv kun 80 hektar. Derfor er det nødvendigt at skaffe jord på anden vis.

- Vi har et skifte på fire år, så vi skulle bruge langt over 500 hektar for at have kartofler på så stort et areal, og det ville ikke kunne lade sig gøre hverken at købe eller leje. Derfor har vi lavet en speciel samdriftstale med naboerne, fortæller Søren Thomsen videre.

Han fortæller, at der er lavet samdrift med 14 landmænd, og der er lavet en kontrakt, der fortæller enkelthederne i aftalen. Ved normal leje er prisen for jord den samme uanset udbytte, men det er ikke tilfældet ved denne »kartoffel-aftale«.

- Der afregnes ud fra udbyttet og prisen på kartofler, forklarer Søren Thomsen.

Direktør i Unipatatas, Søren Jørgensen, vurderer, at udbyttet på kartoffelsiden i år generelt bliver stort, og det smitter af på prisniveauet – det bliver tilsvarende lavere.

Disse meldinger kom han med, da der blev holdt bedriftsbesøg hos brødrene i Jedsted, der dyrker kartofler til produktion af chips og til skrællerier.

Det var Regionsudvalget for Kartofler i Ribe og Vejle Amter i samarbejde med Dansk Kartoffelproducentforening, der stod bag arrangementet i Jedsted, hvor der både blev set på kartofler og drøftet den helt unikke samarbejdsform, som brødrene har med naboerne.

Knap et halvt hundrede mennesker deltog i arrangementet, og det var færre end ønsket, men her er Søren Thomsen ikke i tvivl om, at vejret har spillet ind. Der var flot vejr og rigtig vejr til høst, så mange landmænd har utvivlsomt valgt at blive hjemme for netop at høste.