Landmænd drøftede amtets planer
Landmænd så med kritiske øjne på amtets forslag til Regionplan 2012 i en møderække, der skal munde ud i en samlet indsigelse fra landboforeningen.
Omkring 150 landmandsstemmer i samlet røst skulle kunne give genklang nok til, at de kan høres.
Om det så også er tilfældet, vil kun tiden kunne vise, når kommentarerne fra medlemmerne, samlet af Sydvestjysk Landboforening Varde, til Regionplanen 2012, dukker op hos Amtsrådet i Ribe Amt.
I løbet af de seneste par uger har landboforeningen sammen med omkring 150 af de berørte lodsejere lavet sit forarbejde. Landmændene blev inviteret til møder, hvor de sad i mindre arbejdsgrupper og gennemgik det på forhånd udleveret materiale. Udover detaljerede kortmateriale, der viser amtets forslag til udpegning af interesseområder, fik landmændene nogle spørgsmål fra landboforeningen. I deres arbejdsgrupper skulle de så forsøge at nå til enighed om den.
- Regionplanen vil danne rammen for mange ting, herunder vandingstilladelser og VVM-sager. Det er en ramme, der låser os fast for de næste fire år. Vi vil gøre vores indflydelse gældende, sagde han i sit oplæg til, at der skulle kigges grundigt og nøgternt på, hvor der eventuelt skal gøres indsigelser.
Eventuelle indsigelser skal dog ikke bare bero på følelser eller tradition.
- Der skal være argumenter bag forslag til ændringer, fastslog Per Vinther, inden landmændene begyndte at diskutere i arbejdsgrupperne.
»Er det enkelte vandløbs målsætning realistisk, hvad angår bl.a dyr og planter?«, »Har du tiltro til amtets udpegninger vedrørende grundvandsbeskyttelse? Hvis nej, hvad kunne ændre på dette?« og »Pladsen bliver mere og mere trang. Hvordan mener du, at samfundet skal prioritere arealanvendelsen fremover?«, var nogle af de vægtige emner, som landmændene skulle drøfte.
Amtets forslag til interesseområder er delt op i landbrug, grundvandsbeskyttelse, vandløb, naturbeskyttelse, vandindvinding og skovrejsning.
Efter overstået møderække opsummerer og organiserer Sydvestjysk Landboforening Varde indsigelserne og afleverer en samlet indsigelse til amtet. Én indsigelse, men med mange stemmer bag, og hvor stemmerne tilhører dem, der ejer jorden.





































