Mange landmænd og tillidsfolk i foreningerne var ved at få morgenkrydderen – og nogle middagsmaden – galt i halsen, da der via Ritzaus Bureau kom en melding fra Kina om, at formændene for Landboforeningerne og Dansk Familielandbrug, Peter Gæmelke og Peder Thomsen, var enedes om, at de to foreninger skal sammensmeltes til én organisation.

Under en rejse i Kina sammen med fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) var de nået frem til, at fremtiden for landbruget i Danmark er en fælles organisation – men den fusion siger husmændene i Landbrug Syds område klart nej til:

Stærkest i sin kritik er formanden for Ribe Amts Familielandbrug, Gunnar Schmidt, der langer gevaldigt ud efter Peder Thomsen:

- Han har glemt, han ikke befinder sig i en bananrepublik, og jeg har helt klart mistet tilliden til formanden. I tidens løb har han gjort meget for familielandbruget, men det her er under al kritik. Han er kommet med en udmelding, som han slet ikke har fået mandat til, lyder kritikken fra Gunnar Schmidt.

- Går vi ind for den plan, der er skitseret, vil det blive familielandbrugets endeligt. Vi vil parkere vores muligheder for at få indflydelse. Vi rækker en lillefinger, og i starten vil vi blive hørt, men på et tidspunkt ender det i et flertalsdiktatur – det vil ende som en støtte til familielandbruget som rebet, der støtter den hængte, mener Gunnar Schmidt.

Gunnar Schmidt og andre ønskede formandens afgang efter hans enegang med Peter Gæmelke, men på et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Odense i tirsdags blev det ifølge Ritzau med et snævert flertal besluttet, at der skal arbejdes videre hen mod en fusion.

- En fusion er ikke min kop te. Jeg vil gerne samarbejde, men en fusion betyder, vi bliver opslugt. Vi står stærkere, hvis vi står to, og jeg vil gerne være med til at løfte nogle sten i fællesskab, når vi er enige, men ellers er det en dårlig ide – jeg vil arbejde for min egen organisation, var meldingen fra Peter Petersen om forslaget til en fusion.

Sven Aage Steenholdt er især utilfreds med den måde, tingene kom frem på. Den finder han helt uacceptabel og mener, den demokratiske proces er sat ud af spil. Derfor forstår han godt, at medlemmerne har reageret negativt.

- I dag samarbejder vi i bedste forståelse uden problemer på adskillige områder. Lad os fortsætte med det og lade det samarbejde udvikle sig. På sigt kan det måske føre til en fusion, men ikke nu, mente Peter Petersen.