Sikkerhedspris til sønderjysk mønsterlandbrug
Sønderjysk landmandspar blev i går hædret for en målrettet indsats, der har resulteret i et bemærkelsesværdigt godt arbejdsmiljø på deres bedrift i Gram.
Siden 1988 har Pia og Tage Frydendahl Krab arbejdet målrettet med arbejdsmiljøet på deres kvægbrug i Gram. Tirsdag blev indsatsen belønnet, da de modtog Landbrugets Sikkerhedspris 2002. Prisen, der er indstiftet af Landsudvalget for Bygninger og Maskiner, blev overrakt her på Agromek.
- Vi er naturligvis stolte af prisen. Den er en anerkendelse af, at den indsats, vi gennem årene har lagt i arbejdet med arbejdssikkerhed, er blevet bemærket. Prisen er samtidig med til at give os ekstra motivation til at arbejde videre med tingene, sagde det sønderjyske ægtepar til Effektivt Landbrug umiddelbart efter prisoverrækkelsen.
Parret understreger, at temaet sikkerhed spiller en stor rolle i hverdagen på bedriften. Men det betyder ikke, at arbejdsgangene går langsommere af den grund.
- I grunden gælder det om at forenkle tingene på bedriften. Når det sker, følger arbejdssikkerheden med, og det behøver ikke at være dyrere at arbejde sikkert, forsikrer Tage Frydendahl Krab.
- De gode forhold er klart kommet med den nye stald, hvor vi har tænkt enkelt og sikkert, påpeger Tage Frydendahl Krab, der tilføjer, at arbejdssikkerhed i høj grad handler om motivation.
- Man skal have lyst til at tænke på sikkerhed på sin bedrift. Det er afgørende. Uden den fornødne gnist går det ikke, mener parret, der samtidig slutter med følgende kommentar til den aktuelle debat om kvægbrugets fremtid i Danmark:
- Der tales meget om, at mælkeproducenterne herhjemme ikke har en fremtid for sig. Vi mener nu, at kvægbruget ikke hører fortiden til. Kvægbruget hører fremtiden til.
- Prisen er nu uddelt fire gange. Og jeg er overbevist om, at prisen »smitter« - forstået på den måde, at vi andre lader os inspirere af de kolleger, der får priserne. Personligt er jeg i hvert fald blevet præget gennem de år, jeg har været med til at bedømme de forskellige prismodtagere, nævner Jørgen Elkjær over for Effektivt Landbrug, og fortsætter:
- Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at fagpressen bliver ved med at sætte fokus på arbejdssikkerheden i landbruget. Arbejdssikkerhed er et evigt aktuelt emne, og de folk, der går forrest, er helt sikkert med til at trække alle os andre i den rigtige retning.
- Det er vigtigt, at vi får et samspil mellem myndigheder, lægeverden og landbruget, når vi taler arbejdssikkerhed. Det har alle parter gavn af.
- Samtidig er det af stor betydning, at prisen uddeles her på Agromek, fordi arbejdssikkerhed også er en vigtig del af det udviklingsarbejde, som fabrikanterne hos inventarfirmaer og i landbrugsmaskinbranchen udfører, slutter Jørgen Elkjær.