Med 95 tilmeldte RDM køer til vinterskuet, bliver denne malkekvægrace den talrigeste på Agromek i år.

- Det er langt flere end forventet, siger Lisbet Holm, der er landskonsulent for RDM, som.

Køerne opstaldes i stald 5-8 og bedømmes i ringen i Hal Q. RDM køerne bedømmes, og de tre champions bliver udpeget den 22. januar i løbet af eftermiddagen.

- Dyrskuet giver ekstra stor interesse for RDM på Agromek 2002. Bestyrelsen fra Svensk Rødt og Hvidt besøger udstillingen den 22. og 23. januar, og der arrangeres bustur for avlere fra Sverige. RDM får desuden gæster fra Tyskland, Norge og Finland på udstillingen, oplyser Lisbet Holm.

- De røde populationer er ikke store nok til at gennemføre et effektivt avlsarbejde hver for sig. Derfor satser RDM og de tre andre røde populationer i Norden på et fælles nordisk avlsarbejde, oplyser Lisbeth Holm.

- Et vigtigt punkt er at øge udvekslingen af brugstyresæd, så alle landmænd i de fire lande kan få insemineret med sæd fra de bedste tyre i de nordiske lande. Der vil snart være sæd af norske, svenske og finske tyre til rådighed i Danmark. Der er allerede RDM sæd til rådighed i de andre lande.

- I 2001 har RDM skiftet gruppe fra Brunkvæg til Ayrshire ved Interbull, hvor også de andre nordiske røde populationer er placeret. Skiftet er meget vigtig for RDM, da RDM tyrene nu kan sammenlignes direkte med de andre røde racer i Norden, tilføjer Landskonsulenten.

I forbindelse med det genopståede RDM vinterskue udstiller RDM udstiller 12 elitekøer og 3 afkomsgrupper á 6 køer på Agromek 2002. Afkomsgrupperne er efter toptyrene Fyn Cent, Vest Andy og Syd Garant.

Af de 12 elitedyr er 9 køer valgt på forhånd. Dertil kommer de tre champion-køer fra vinter-dyrskuet, der gennemføres tirsdag den 22. januar.