Da direktør Jørgen Jørgensen hos Patriotisk Selskab i Odense for nogen tid siden havde møde med en ny kunde, som ønskede at få økonomisk rådgivning fra selskabet, blev han mødt med et usædvanligt krav:

- Før vi starter, vil jeg godt meddele, at jeg om fem til syv år ønsker at skifte til en anden økonomikonsulent, enten her hos jer eller et andet sted, var meldingen.

Denne offensive strategi fra en yngre landmand blev for et halvt års tid siden den konkrete anledning til at selskabet opfordrede sine medlemmerne til at tage det følsomme emne om eventuel konsulentskifte op i fuld åbenhed.

- Det har bevirket, at otte til ti kunder i god ro og orden flytter fra en økonomikonsulent til en anden. Det sker som regel i forbindelse med afslutningen af et årsregnskab, og heldigvis gik det hele næsten lige op. Det er jo i alles interesse, og vi får gladere kunder, mener direktøren.

I forbindelse med ændringer i organisationen for et par år siden måtte Patriotisk Selskab flytte så meget rundt på medarbejderne, at flere hundrede kunder på den ene eller anden måde fik en ny rådgiver. I den anledning var der da også et par håndfulde, der brokkede sig.

- Det fik vi også klaret. Og da det kom til stykket, endte det med positive effekter for både kunder og medarbejdere, siger Jørgen Jørgensen.

- Det er utrolig meget medarbejderudvikling forbundet med som rådgiver at få nye udfordringer hele tiden. Og det smitter forhåbentlig også af på den rådgivning, vi kan yde, fastslår direktøren.

- Derfor vil vi fortsat opfordre vore kunder til frit at sige til, hvis de overvejer at skifte konsulent. Under alle omstændigheder er det vigtigt at få aftabuiseret fænomenet, både for kundernes og vor egen skyld, slutter Jørgen Jørgensen.