Stigninger på mange fronter i fynsk kvægbrug
Besætningsstørrelsen er nu over 70 køer i gennemsnit. Og ydelsen i de fynske malkekvægsbedrifter steg med 11 kg værdistof i det forløbne mejeriår.
Også ydelsesmæssigt er det gået frem på Fyn. De godt 40.000 malkekøer har i gennemsnit ydet 7.062 kg mælk, eller en fremgang på hele 115 kg. Fedtprocenten er steget fra 4,81 til 4,86, hvilket betyder en gennemsnitlig stigning på 9 kg smørfedt. Proteinydelsen steg kun 2 kg i gennemsnit, idet procenten faldt fra 3,71% til 3,68%, men alligevel bliver det samlet en stigning på 11 kg værdistof.
- Det må siges at være tilfredsstillende og tilskrives dels en avlsmæssig fremgang men også en høj grad af management, fastslog formanden for Kontrolforeningen Fyn, Flemming Hansen, da han for nylig aflagde beretning på regionsmøderne rundt om på Fyn.
Ikke alle steder var der dog fremgang i fynsk kontrolforeningen. Strukturudviklingen i kvægbruget har medført, at foreningen igen i år har mistet medlemmer. Ved kontrolårets udgang var medlemstallet på 562, hvilket var en tilbagegang på 58 medlemmer i forhold til sidste år.
Koantallet faldt også - fra 42.569 til 41.390, hvilket er en tilbagegang på 1.179.





































