Efter en særdeles ufrivillig pause på godt et par måneder er der nu atter liv i stalden hos I/S Illum-Kjær i Udby ved Nørre Aaby på Vestfyn.

I sidste uge ankom de første nye jerseykøer til bedriften, som i september mistede samtlige kreaturer, efter der var konstateret BSE (kogalskab) hos en fem et halvt år gammel ko, som forinden var blevet aflivet. 227 malkekøer og næsten 270 ungkreaturer og kalve blev aflivet og kørt til destruktion. Det skete i weekenden den 22. og 23. september.

Familierne bag I/S Illum-Kjær – Maja og Hans Kjær, Viby Ellegaard, samt Karen og Peter Illum Andersen og deres søn, Torben Illum Andersen, der i fællesskab ejer I/S Gammelgaard, Udby, har nu atter fået gang i malkemaskinerne i den kun knap tre år gamle dybstrøelses-kostald, som tilmed i den »koløse« periode er blevet udvidet med 500 m² for at give plads til goldkøerne.

- Vi har ringet rundt til salgsledere rundt omkring i landet, fortæller Hans Kjær. Den fynske jerseykonsulent Peter G. Larson har gjort en stor indsats for at finde egnede dyr. En besætning har vi fundet via familiemæssige kontakter, og desuden er der en del kvægbrugere, som selv har henvendt sig med ønsket om at sælge enkelte dyr eller hele besætninger.

Kærbyholms besætning nedstammer i lige linie fra nogle af de første køer, som for omkring 100 år siden kom til Danmark fra Kanal-øen Jersey. Arne Jørgensen havde besluttet at afhænde besætningen inden for en overskuelig fremtid, men beslutningen blev fremskyndet i forbindelse med, at I/S Illum-Kjær skulle etablere en ny besætning.

Tirsdag ankom 130 køer og kvier. Det drejede sig om to hele besætninger fra henholdsvis Helsingør og Vejlby ved Grenå. En af de følgende dage kom yderligere godt 30 køer, og i denne uge kommer igen 30-32 køer. Desuden er der aftale om køb af endnu nogle dyr, som skal ankomme til Udby ved juletid.

- Det har været noget af et puslespil at få fat i alle de dyr. Men det er dejligt at komme i gang igen, siger Torben Illum Andersen og Hans Kjær, som Landbrug Fyn talte med tirsdag eftermiddag, mens de sammen med et par medhjælpere var travlt beskæftiget med at montere transpondere og numre på de halsbånd, som de nye køer skulle have på.

Alle de indkøbte dyr har naturligvis et CHR-nummer, men der ud over får hvert enkelt dyr tilføjet et ekstra nummer, som fortæller, hvilken besætning de kommer fra.

Men uanset de små eller store problemer af forskellig art, som uundgåeligt vil vise sig, når en ny besætning skal køres ind, så glæder indehaverne af I/S Illum-Kjær sig over, at der nu igen er liv i stalden.

- Økonomien har vi ikke helt overblik over endnu, men fra myndighedernes side har der hele tiden været sagt, at vi vil blive holdt skadesløse. Og endnu har vi ikke haft noget at klage over, lyder det fortrøstningsfuldt fra familierne Illum Andersen og Kjær.