Virksomhederne har tilsammen fem fabrikker i Danmark, tre fabrikker i Sverige og en fabrik i Polen. I Danmark forarbejdes årligt i alt 750.000 tons animalske biprodukter, og virksomhederne beskæftiger 330 personer.

De personalemæssige konsekvenser i den forbindelse vil bero på en analyse, som straks vil blive igangsat og ventes at tage nogle måneder. Handlen forventes ikke at få beskæftigelsesmæssig betydning antallet af medarbejdere i produktionen.

Om baggrunden for handlen siger parterne:

- Kødfoderfabrikkerne står overfor meget store lovmæssige ændringer, og sammenlægningen af de to virksomheder vil mindske investeringsbehovet for at leve op til disse krav. Desuden vil den samlede virksomhed få øget styrke til udvikling af de nye teknologier, der fremover er behov for i branchen, siger de to selskabers formænd, gårdejer Per Frandsen, Daka, og gårdejer Niels Kofoed, Kambas.

Sammenlægningen ventes at give en synergieffekt på 35 millioner kroner årligt.

- Kambas’s priser og afhentningsvilkår vil indenfor den nærmeste fremtid blive tilpasset Daka’s priser og prisstruktur, således at priserne også fremadrettet fastsættes under hensyntagen til den økonomiske fordel eller belastning, de enkelte råvarer efter deres art og beskaffenhed udgør for virksomheden, oplyses det.

Daka’s bestyrelse fortsætter uændret med Per Frandsen, Skærbæk, som formand. Steff-Houlberg optages i forbindelse med handlen som medlem af daka og får en bestyrelsespost, der besættes af Niels Kofoed, Svaneke.

Ledelsen af Daka vil bestå af adm. direktør Henrik Holst-Pedersen, (Kambas), økonomidirektør Jan Isager (Steff-Houlberg), direktør Niels Leth Nielsen (Daka), salgsdirektør Peter Trads (Daka) og teknisk direktør Carsten Frandsen (Daka). Produktionsdirektør Jørn Jeppesen vil som hidtil varetage ansvaret for driften af Kambas som fabrikschef.

Det forventes i løbet af denne uge at blive bekræftet, at sammenlægningen af de to selskaber ikke kræver myndighedsgodkendelse, hvorefter den sættes i kraft med virkning fra 1. oktober 2001.