DLG lukker nordjysk XL Byg – men åbner ny Land & Fritid
Lavere aktivitet i byggebranchen betyder, at DLG lægger byggeaktiviteterne sammen i Vrå
XL Bygs aktiviteter i Dybvad bliver fra den 28. februar overført til XL Byg i Vrå. Til gengæld får Dybvad til marts en af landets største Land & Fritid- butikker. Det oplyser DLG – som ejer XL Byg i Dybvad og Vrå – i en pressemeddelelse.
Sammenlægningen skyldes ifølge DLG-koncernen lavere aktivitet i byggebranchen.
- Vi glæder os til at betjene vores nye og gamle byggemarkedskunder fra vores butik i Vrå. Her vil vi fortsat kunne hjælpe med rådgivning, tilbud og salg til både privatkunder og erhvervskunder, lyder det fra afdelingsdirektør Ole Rask Petersen fra DLG Vendsyssel.
XL Byg i Dybvad bliver altså i stedet lavet til en 600 kvadratmeter stor Land & Fritid-butik, som åbner den 22. marts.
- Land & Fritid er en landsdækkende butikskæde med lidt over 60 butikker spredt ud over Danmark. Vores mål er at levere kvalitet og professionel rådgivning til alle med hus, have og kæledyr, og så gør vi alt for, at det skal være nemt, sikkert og trygt at være kunde hos os, siger Ole Rask Petersen.
DLG’s Grovareforretning fortsætter uændret med betjening af landmandskunder.