Danish Farmers Abroad i fortsat vækst
Foreningen fra 2007 er nu det samlende forum for danske landmænd, der investerer i udenlandsk produktion
Helt på linje med den stigende globalisering vokser også den danske organisation Danish Farmers Abroad, der - som navnet siger - er for danske landmænd, der etablerer produktion i udlandet.
På foreningens generalforsamling i Brædstrup torsdag kunne formanden, Erik Jantzen, oplyse, at medlemstallet i årets løb var steget fra 79 til 110. Heraf er de 63 egentlige produktionslandmænd, mens resten er medarbejdere eller firmamedlemmer.
Og at det er sværvægtere indenfor storproduktion, der er medlem af organisationen, viste formanden med en opgørelse over medlemmernes produktion i forhold til den samlede danske landbrugsproduktion. Her har foreningens medlemmer nu en planteproduktion, der svarer til 14 procent af den samlede danske planteproduktion og en slagtesvineproduktion, der svarer til 16 procent af den samlede danske slagtesvineproduktion.
Aktiviteter og uddannelse
Danish Farmers Abroad skal fungere som netværk og forum for både de hjemlige ejere og direktører samt for udenlandske medarbejdere og driftsledere. Året har derfor budt på en etablering af en række ERFA- og benchmarkinggrupper.
Desuden har der været studieture til Kina med 26 medlemmer og kvægtur til USA med managers fra Danmark, Slovakiet og Estland.
Flagskibet for organisationen er FPM-uddannelsen, som er et 18 måneders kursusforløb på JU Århus målrettet østeuropæiske driftsledere. Her startede fjerde hold i december og femte hold er planlagt til ultimo 2013. På det kommende kursus åbnes der i øvrigt op for deltagelse af udenlandske driftsledere i Danmark.
Nye aktiviteter på vej
I det kommende år vil der blandt andet blive tilbudt engelskkursus og sprogtræning for farm managers, da engelsk er nøglen til godt samarbejde på de enkelte bedrifter.
Desuden er der igen planlagt kvægstudietur til USA i marts og etablering af flere nye ERFA- og benchmarkinggrupper.
På valg var næstformand Lars V. Drescher, Richardt Duus og Niels Hjorth, som alle blev genvalgt.






































