To øboer løb med hæderen, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg tirsdag kårede årets løgavlere på årsmødet i Vejle. Det oplyser Videncentret for Landbrug.

Et udbytte på 76 tons pr. hektar gav Henning Madsen fra Sildeballe på Samsø en suveræn sejr i konkurrencen om at blive årets løgavler. Udbyttet var knap fem tons mere end avleren på andenpladsen.

Henning Madsen, der har mere end 30 års erfaring i løgbranchen, siger:

- Et godt såbed og en god etablering er fantastisk vigtigt, hvis man skal opnå et godt udbytte i løg. Mange af de andre ting er det muligt at reparere lidt på.

Økolog bruger ny teknik

Hos de økologiske producenter vandt Peter Bay Knudsen fra Skiftekær Økologi på Tåsinge prisen.

Han sejrede, selv om han ikke havde det højeste udbytte. Det var ifølge Videncentret for Landbrug en bedre kvalitet af løgene, der afgjorde sagen til hans fordel. 

- Vi har kæmpet i årevis for at lave mange kilo løg i marken, og nu er vi kommet et skridt videre. Vi har indført ny teknik de senere år med GPS og dyrkning på bede. Planteløgene står midt i bedet i helt lige rækker, og nu kan vi nedfælde gylle og rense meget præcist. Men vi er ikke færdige her, vi kommer meget højere op, lyder det fra Peter Bay Knudsen.