Hvidtfeldt sender skarpt brev til Gjerskov
Fødevareministeren opfordres nu igen til at ophæve randzoneloven, eller i det mindste udskyde randzonekravet til vandplanerne er godkendt.
Ovenpå at fødevareminister Mette Gjerskov (S) mandag kunne fortælle, at EU har givet grønt lys for randzonekompensationen, har Landbrug & Fødevares viceformand Lars Hvidtfeldt nu sendt et brev direkte henvendt til ministeren.
Her beklager han, at ministeren stadig ikke har garanteret, at der bliver udbetalt randzonekompensation i december 2013, som planlagt. I brevet gør han klart, at han finder det helt uacceptabelt, at kompensationen stadig er afhængig af gyldige vandplaner.
- Det er Landbrug & Fødevares klare opfattelse, at der ikke vil kunne foreligge vedtagne vandplaner i december 2013, hvis disse planer skal bygge på et fagligt og juridisk korrekt grundlag, skriver Lars Hvidtfeldt i sit brev til ministeren.
Ved at fastholde kompensationsordningen er afhængig af gyldige vandplaner, kan det altså have lange udsigter før randzonekompensationen reelt kommer til udbetaling, forklarer han.
Derudover understreger han, hvis ministeren skulle være i tvivl, at Landbrug & Fødevarer fortsat stiller sig stærkt kritiske over for randzoneloven.
- Landbrug & Fødevarer skal derfor på det kraftigste opfordre ministeren til at ophæve randzoneloven, eller - hvis dette fortsat afvises - at udskyde randzonekravet til vandplanerne er godkendt, skriver Lars Hvidtfeldt blandt andet til fødevareministeren.






































