Landbruget dræner på højtryk

Der er fuld gang i drænplovene hos landets drænentreprenører. Flere melder om mange forespørgsler og et usædvanligt travlt forår

Selvom frosten bider, og der ligger et tykt lag sne flere steder i landet, så er de lysere tider for alvor på vej tilbage til drænbranchen.

Firmaer, som Effektivt Landbrug har været i kontakt med, melder om stor efterspørgsel og et specielt travlt forår.

- Vi har travlt lige nu – faktisk tror jeg aldrig vi før har drænet så meget, som vi gør her i foråret.

- Lige nu er vi 11 mand i gang hos en landmand her i området. Opgaven lyder på omkring 15 kilometer dræn, siger Martin Thorgaard, der er leder af entreprenør- og kloakafdelingen hos Skamstrup Maskinstation ved Varde.

Stor travlhed

Nogenlunde samme melding lyder der fra entreprenør Lars Lohse, Feldborg, nord for Herning. Også her meldes der om travlhed.

- Vi har travlt i år - ingen tvivl om det, men vi kan følge med efterspørgslen. Foråret i år er for vores vedkommende nogenlunde på linje med et gennemsnitsforår før krisen brød ud. Vi klager bestemt ikke, lyder det fra Lars Lohse.

Han vurderer, at der kommer mere tryk på telefonen i de kommende uger.

- Sådan er det typisk. Når planteavlerne først for alvor kommer i marken, så bliver nogle af dem opmærksomme på de steder, hvor drænene trænger til spuling, eller hvor det er nødvendigt at lave noget drænrenovering for at få effektiviteten i vejret, siger han.

Ifølge Lars Lohse var den absolut sløjeste sæson 2010.

- Her var krisen allerdybest, og siden den sæson er det gået stille og roligt frem, fortæller entreprenøren.

Bedre indtjening    

Begge fagfolk vurderer, at den nuværende travlhed primært skyldes den forbedrede indtjening og de lysere prognoser i erhvervet.

- Det er tydeligt at se, at hovedparten af de projekter vi udfører i år, og de forespørgsler vi får, kommer fra svineproducenter og planteavlere.

- På den måde afspejles den aktuelle økonomiske situation ret præcist, eftersom det netop er mælkeproducenterne, som er mest økonomisk pressede, og det er også dem, som er mest tilbageholdende i forhold til at bestille dræningsopgaver, lyder det fra Lars Lohse.

Martin Thorgaard bakker op.

- I vores branche mærker vi hurtigt den aktuelle økonomiske situation i erhvervet. Og der er ingen tvivl om, at det er de forbedrede kornpriser og de generelt lysere prognoser, som får landmændene til at bestille dræning.

- Netop i en situation som denne med pæne afgrødepriser, så er det vigtigt at optimere i markbruget – det er efter min vurdering det, vi mærker i øjeblikket i drænbranchen, fastslår Martin Thorgaard, Skamstrup Maskinstation.

Læs også