Avis: Kinesere efterspørger dansk viden om svinesygdom
Til maj bliver der sat turbo på et dansk svinefremstød i Kina. Kineserne er nemlig interesserede i danske staldtips
I september sidste år indgik Kina og Danmark en aftale om strategisk samarbejde om svineproduktion. Det er blandt andet danske avlsdyr, som kineserne har fattet interesse for.
Men fund af flere tusinde døde svin i Huangpu-floden har været med til, at der i Kina sættes spørgsmålstegn ved myndighedernes regulativer. Der er intet system for kompensation ved sygdom – eller for, hvordan man undgår smittespredning. Svineproducenter ved derfor ikke, hvad de skal gøre ved syge og døde svin. Det skriver Børsen.
Det kan betyde, at kineserne igen ser mod Danmark.
- Først og fremmest er kineserne selvfølgelig interesserede i vores genetik for at få forædlet deres egen svineproduktion. Dernæst handler det om stalddesign, og hvordan man styrer så store produktioner bedst muligt. Og endelig – meget aktuelt – hvordan man renser stalde og inventar efter sygdom i besætningen, siger chef for fødevareteamet på ambassaden i Beijing Marie Louise Flach de Neergaard til Børsen.
Ifølge Marie Louise Flach de Neergaard bliver der til maj sat turbo på et svinefremstød, der blandt andet involverer rundbordssamtaler, hvor danske eksperter og producenter udveksler erfaringer med kineserne.
- Derudover er 14 forskellige danske virksomheder med relation til svineproduktion gået sammen om at etablere en dansk pavillon på en stor landbrugsudstilling, oplyser Marie Louise Flach de Neergaard til Børsen.