Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt er langt fra imponeret af et lovforslag fra miljøminister Ida Auken
Torsdag fremsatte miljøminister Ida Auken (SF) en ny lov i
Folketinget, der blandt andet ændrer klageadgangen, så man ikke kan klage over,
hvordan vandområdeplanen er blevet til.
Ministerens forslag falder ikke i god jord hos Landbrug
& Fødevarer (L&F).
- Det her kan kun tolkes, som at man ønsker at indskrænke
borgernes mulighed for at blive hørt i væsentlige dele af fremtidens
vandmiljøplanlægning i Danmark. Det er stærkt problematisk, at man fratager muligheden
for at påklage de kommende bekendtgørelser og et brud på det demokrati, vi alle
værner om i Danmark. Jeg synes, det er trist, siger viceformanden i en
pressemeddelelse.
Hos L&F mener man således, at fjernelsen af klageadgangen
er et meget væsentligt kritikpunkt i lovforslaget.
- Første gang vandplanerne blev fremlagt, kom der mere end
4.000 høringssvar, der primært drejede sig om forkert klassifikation af
vandløb. Det vil stadig være muligt at afgive høringssvar, men de mange
høringssvar understreger behovet for klageadgang i sager om vandplanerne, lyder
det fra L&F.
Lovforslaget skal førstebehandles den 22. november.