Skare skærer igennem: Konkurrence giver de bedste priser
Skare Beef opfordrer nu kvæglandmænd til at bakke op om det slagteri i Aarhus, som virksomheden ønsker at videreføre
Skaregruppen lavede tidligere på året en aftale med DLK Aarhus’s bestyrelse om at videreføre slagteriet i Aarhus.
Og nu opfordrer Skare alle kvæglandmænd til at bakke op om slagteriet i Aarhus – og give slagteriet en chance for at matche og udfordre slagterikollegerne.
- Konkurrence giver normalt de bedste priser, lyder det fra Skaregruppen i en pressemeddelelse.
Pressemeddelelsen er udsendt i kølvandet på det, som Skare kaldet et ”PR-fremstød for DC Beef”, hvor Danish Crown ifølge Skare har kontaktet både DLK’s og Skare Beefs leverandører.
- Når Skare har indgået en aftale med DLK’s bestyrelse om at videreføre slagteriet i Aarhus, så er det, fordi Skare har en fast ambition om at videreføre det gamle – og topmoderne – slagteri som en driftig forretning, der indgår i SkareGruppens samlede forretningsidé, konstaterer man fra Skares side.
Skare understreger, at der ikke er leveringspligt i Skare Beef – og at hele afregningen udbetales straks efter slagtning.