LandboUngdom har nedsat en styregruppe, der er gået i gang med arbejdet med at arrangere verdensmesterskaberne i pløjning i 2015
I oktober 2015 skal der holdes verdensmesterskaber i
pløjning – og mesterskaberne finder sted i Danmark.
Arrangørerne bag – LandboUngdom – har derfor nedsat en styregruppe,
der har taget hul på arbejdet med at planlægge den store begivenhed. For
arrangørerne skal nemlig leve op til kravene fra World Ploughing Organisation
om ti dages trænings- og stævneprogram med 60 pløjere fra hele verden.
VM skal afvikles på 120 hektar på Vestbo i Hjardemål, 20
kilometer nord for Thisted. Her er Jonna og Bjarne M. Nielsen pløjeværter. Det
oplyser LandboUngdom.
Styregruppen har nedsat Karl Kristian Iversen som formand.
Og som formand for VM ønsker Karl Kristian Iversen at vise, at pløjning ikke
udelukkende er en konkurrence for gamle mænd – og at man som ung på landet selv
har mulighed for at tage ansvaret for nogle ambitiøse projekter.
- Det vigtigste for at få sådan et stort stævne til at
spille, er at have masser af lokal opbakning og en klar kommunikationsvej på
selve dagene. Så skal vi nok få leveret pløjning i verdensklasse, masser af
maskiner, god mad og underholdning til alle, lyder det fra Karl Kristian
Iversen.
I et forsøg på at sikre den lokale forankring har formandsskabet
planlagt et møde i Thy-hallen den 13. februar for at informere lokale
interessenter om det forestående VM. Og hos LandboUngdom opfordrer man alle til
at møde op til mødet, der begynder klokken 19.00.
VM i pløjning finder sted den 3.-4. oktober 2015.