L&F: Miljøministeriet har forsøgt at gabe for højt
Miljøministeren bør sørge for at få lavet første generation af vandplaner som minimumsplaner, mener viceformand i L&F Lars Hvidtfeldt
Arbejdet med første generation vandplaner er nemlig stadig ikke på plads, selv om de skulle have været vedtaget i 2009. Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt mener, at Miljøministeriets har haft for høje ambitioner:
- Det undrer mig slet ikke, at Danmark ikke har kunnet præsentere holdbare vandplaner i EU. Hele forarbejdet har været så kritisabelt og fyldt med sjusk, at man simpelthen ikke har kunnet melde klare planer ind til EU. Danmark er langt bagefter, og vi bør kigge fremad nu i stedet for at klinke skårene fra første planperiode, siger han i en pressemeddelelse.
- Miljøministeriet har forsøgt at gabe alt for højt i forhold til de første vandplaner. Det nytter ikke noget, at vi i Danmark i den grad vil overimplementere Vandrammedirektivet, som det har været tilfældet. Derfor bør miljøminister Kirsten Brosbøl få lavet første generation af vandplaner som minimumsplaner og så sørge for, at arbejdet med næste generation bliver lavet ordentligt. Ellers ender vi i hegnet igen, vurderer Lars Hvidtfeldt.
Vandplanerne blev erklæret ugyldige i december 2012, og en ny høringsperiode sluttede i december sidste år.
Ved den seneste høringsperiode blev der indgivet knap 7.000 høringssvar, som skal behandles enkeltvis.
Hvis svarene giver anledning til rettelser i planerne, skal de ud i en ny høringsperiode, og vandplanerne bliver derved yderligere forsinket.