Græsmarksforyngelse uden pløjning
Med ny maskine slår Vredo et slag for græsmarksforyngelse
Vredo, som har fremstillet direkte såmaskiner til isåning i allerede etablerede græsmarker i over 30 år, lancerer en ny type direkte såmaskine – Vredo Agri Twin.
Askov Grud fra Vredo Danmark bruger flere betegnelser til at beskrive metoden: Græsmarksforyngelse, direkte såning, pløjefri omlægning, løbende omlægning, skånsom omlægning og reduceret jordbehandling i græs.
Hvor det normale er omlægning af græsmarker ved pløjning og såning af græsblanding, med eller uden dæksæd i marts-april og august måned, peger han på direkte såning.
Såtidspunkt tilpasses
- Ved direkte såning bruger vi en såmaskine udstyret med dobbelte skiveskær, der skærer en rille i den bestående græsmark og placerer samtidigt frøene i 2 til 2,5 centimeter dybde.
- Det betyder blandt andet, at græsfrøene placeres i den rigtige dybde, og straks de er sået, har de kontakt med fugtigt jord. Ydermere er de beskyttet mod udtørring og risiko for at skylle bort ved kraftig regn, forklarer Askov Grud, som vurderer spireevnen til 90 procent eller højere.
Det er ikke nødvendigt at tage marken ud af produktion, slæt eller afgræsning kan fortsætte uændret. Med direkte såning har man ifølge Askov Grud mulighed for at tilpasse såtidspunktet til de bedste forhold, når fugt og temperaturer er mest optimale for en vellykket fremspiring af græsfrøene.
Offensiv taktik
Han mener, at systemet med isåning ved hjælp af dobbeltskær er særdeles effektivt, og peger på, at mange vil kunne have gavn af at udarbejde en offensiv taktik vedrørende græsmarksforyngelse.
For at forstå princippet bag direkte såning er man ifølge Askov Grud nødt til at kende baggrunden for, hvad der sker.
Fornyet liv og grøde
- Et væsentligt aspekt er gennemskæringen. Når man sår i bestående græs, skærer man en masse rødder over. Rillen gør, at iltindholdet og temperaturen i jorden stiger. Det giver fornyet liv og grøde, også til de eksisterende græsplanter, der reagerer ved at sætte et væld af nye skud, understreger han.
Han mener, at mange er tilbøjelige til at undervurdere de bestående græsplanters evne til at reetablere sig.
- Og hvor en dårlig eller tynd græsbestand giver plads, er det de ny-udsåede frø, der tager over og lukker, tilføjer Askov Grud fra virksomheden i Sdr. Nissum ved Ulfborg.
Bevare plantebestand
Efter en normal vinter vil der næsten altid være pletter, eller hele græsmarker, der har udvintringsskader. Under disse forhold er systemet ifølge Askov Grud særdeles velegnet, da en utilsigtet omlægning af en kløvergræsmark ofte vil give et stort og ukontrolleret frigivelse af kvælstof.
På naturarealer og vedvarende græsmarker kan der være problemer med at opretholde plantebestanden, hvilket især er uhensigtsmæssigt, hvor der afgræsses og hvor det er nødvendigt med en tilstrækkelig kvalitet af græsset for at imødekomme kvægets behov.
Knivskarpe skær
Ved udsåning i en etableret græsmark er det af afgørende betydning, at der vælges udstyr med tynde skær, så de knivskarpt skærer sig ned i græsmarken.
- Ved sløve skær eller med slæbeskær får man i bedste fald lagt frøene ud oven på jorden, med meget dårlig spiring til følge. Endnu værre kan det gå, hvis man prøver at presse slæbeskær eller andre sløve skær ned i jorden – så er der stor risiko for, at man får knust græs og rødder, hvorved den vitale spiring fra de etablerede græsplanter udebliver, pointerer han.
Lovende forsøg
Forsøg med i såning i tynde græsmarker i Holland og Tyskland har ifølge Askov Grud givet positive resultater. Foreløbige resultater fra hollandsk forsøgsnetværk, der arbejder med græsmarksforyngelse under praktiske forhold ude på kvægbrugene, har også vist sig lovende.
Askov Grud nævner et eksempel på økonomien i græsmarksforyngelse i Holland: Det koster 910 kroner pr. hektar at iså 15 kg alm. rajgræs med maskinstation med Vredo Agri Twin. Merudbyttet vil være 15 procent større tørstofudbytte.
Den nye Vredo Agri Twin direkte græssåmaskine er udviklet med meget lavt behov for trækkraft, så mindre traktorer kan køre med såmaskinen, netop for at få minimeret marktrykket.
Der findes flere modeller og arbejdsbredder, blandt andet 2,5 meter, 2,9 meter, 4,4 meter og 5,8 meter.