Landbrugets betydning for Danmarks økonomi og danskerne som helhed var blandt hovedoverskrifterne, da formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, holdt den officielle åbningstale i forbindelse med Landsskuet i Herning.

Og partiformanden noterede sig, at landbruget har opnået både respekt og aksept i befolkningen med imagekampagne:

- Fremtiden er ikke så sort endda. Det får mig til at tænke på en fodboldkamp for år tilbage mellem FCK og engelske Chelsea i England, hvor det danske hold fik en hilsen med fra landbruget - ”Held og lykke - I skal spille ude, men på dansk græs”.

- Der viser landbruget, at man kan tirre danskernes nysgerrighed. Danskerne spærrer øjnene op for landbruget. Det er vigtigt at sikre den danske grundtone om landbruget, fastslog Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl kom også ind på problematikken omkring randzoner og overimplementering af EU-direktiver.

- Pas på med overimplementering af EU-direktiver. Og skal der være randzoner mener vi der skal være talt om fuld kompensation, da der er tale om ekspropriation, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Betydningen af landbruget for den danske økonomi stod også blandt overskrifterne for formand i Landbrug & Fødevarer, Martin Merrilds tale.

Martin Merrild gav samtidig sin uforbeholdne anerkendelse til de mange landmænd, der trods en travl hverdag med en presset økonomi, alligevel prioriterer dyrskuet i Herning.

- Landsskuet er Nordeuropas største, og det er ingen tilfældighed. Det siger noget om områdets udvikling og det hårde arbejde, der ligger bag, sagde Martin Merrild.

Jba