DF'er skuffet over borgerlig norsk regering

Norsk toldmur på en række udenlandske varer er helt uacceptabel, lyder det fra Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann.

Selvom det nu er over et år siden, at Norges rød-grønne regering blev afløst af en borgerlig regering, så er der ikke sket noget med de voldsomme toldsatser, som blev indført 1. januar 2013 på blandt andet oksekød og ost.

Og ifølge Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, der sidder i Europa-Parlamentet, og som er formand for Europa-Parlamentets delegation for forholdet til Schweiz, Norge og Island, også kaldet SINEAA-delegationen, er det fuldstændig uacceptabelt.

Ifølge Jørn Dohrmann, så gjorde han sin holdning klart for nordmændene i det møde, som han netop har holdt med den norske EU-ambassadør Atle Leikvoll.

- Den borgerlige norske regering har tidligere sagt, at den ville tilbagerulle den tidligere rød-grønne regerings toldsatser, men der er intet sket. Toldsatserne er i strid med EØS-aftalen, den bilaterale handelsaftale mellem EU og Norge, så tolden skal væk. Hellere i dag end i morgen. Vi må sætte hælene i og træffe modforholdsregler. Aftaler skal gå begge veje og være en fordel for begge parter, siger Jørn Dohrmann.

Norge indførte 1. januar 2013 voldsomme toldsatser på mange udenlandske varer, herunder danske. Det betyder, at dansk oksekød bliver pålagt en told på 344 procent, mens ostetyper, der ligner almindelig gule norske oste, bliver straffet med en ekstra told på 277 procent.

Det norske tiltag sker alt sammen for at tilgodese norske virksomheder,

 - En ændring af toldsatserne står højt på min dagsorden, for tolden er helt urimelig og udelukker faktisk danske varer som for eksempel oste fra de norske supermarkedshylder. Norge har i praksis indført en toldmæssig Berlin-mur, lyder det fra Jørn Dohrmann.

Læs også