Politikerne burde i valgkampen forholde sig på behandlingstiden i klagesager, mener Niels Chr. Poulsen fra Vestjysk Landboforening
Hos Vestjysk Landboforening undrer man sig over, hvorfor
en vestjysk minkavler snart i halvandet år har ventet på at få sin klagesag behandlet
og afgjort hos Natur- og Miljøklagenævnet.
Ifølge miljørådgiver hos Vestjysk Landboforening Rikke
Mogensen vil nævnet tidligst til august se på sagen, men tid er penge:
- Mink yngler i foråret. Men avleren kan ikke anvende sin
tilladelse til at udvide så længe sagen er uafklaret. Han mister derfor for
andet år i træk en sæson, hvilket koster avleren op imod to millioner kroner i
tabt salg af skind for hvert år, der går, siger Rikke Mogensen på
landboforeningens hjemmeside.
Her efterspørger minkavler og medlem af miljøudvalget i Vestjysk Landboforening Niels
Chr. Poulsen kortere behandlingstider på klagesager:
- Hvorfor bliver der så
ikke sat de nødvendige ressourcer ind på et arbejde, der har så afgørende
effekt for en landmands levebrød. Det er en fuldkommen uacceptabel behandling
af erhvervet. Og det må være et rimeligt forlangende, at politikerne forholder
sig til det i valgkampen.