Lokale landmænd i protest: Trepartsarbejde ved Nissum Fjord på pause
Holstebro Struer Landboforening trækker sig midlertidigt fra trepartsarbejdet omkring Nissum Fjord. Formand Anders Nørgård peger på ændrede betingelser og risiko for omfattende braklægning, mens Søren Søndergaard fra Landbrug & Fødevarer bakker op om beslutningen.

Anders Nørgård, formand for Holstebro Struer Landboforening, mener, at betingelserne for trepartsarbejdet har ændret sig undervejs. Foreningen har derfor sat sin deltagelse omkring Nissum Fjord på pause. Arkivfoto
Holstebro Struer Landboforening har valgt at sætte landbrugets deltagelse i trepartsarbejdet omkring Nissum Fjord på pause, skriver TV Midtvest.
Ifølge foreningen skyldes beslutningen nye krav og usikkerhed om kompensationen fra staten.
Landboforeningen mener, at landmændene allerede har leveret mere end det aftalte. Samtidig oplever foreningen, at betingelserne ændres undervejs.
Formand for Holstebro Struer Landboforening Anders Nørgård fortæller til mediet, at foreningen ikke har kunnet trænge igennem til politikerne gennem den dialog, som ifølge foreningen skulle være en central del af den grønne trepart.
- Vi vil gerne samarbejde, men ikke på skiftende betingelser. Regeringen strammer skruen mere og mere i takt med, at vi når i mål, og nu er vores vurdering, at skruen er strammet så meget, den er knækket, siger han.
Ifølge Anders Nørgård er udsigten til en mulig braklægning af op mod 40 procent af arealet næste år langt fra den aftale, landbruget har været med til at indgå. På den baggrund har landboforeningen valgt at trække sig fra arbejdet i protest.
Opbakning fra L&F
Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard bakker i citater over for Effektivt Landbrug op om beslutningen.
- Landbrug & Fødevarer bakker fuldt op om vores lokale repræsentanter i treparterne. Det gælder, hvis de vælger at fortsætte som hidtil, men også hvis de ser sig nødtvunget til at sætte arbejdet på pause, fordi usikkerheden simpelthen er for stor lige nu, siger formanden.
Søren Søndergaard mener samtidig, at den lokale forankring i trepartsarbejdet er kommet under pres.
- Det tyder på, at regeringen og Folketinget desværre har glemt den lokale forankring, som enhver kan læse sig til, er en helt central og afgørende del af den oprindelige trepartsaftale, siger han.
Holstebro Struer Landboforening understreger overfor TV Midtvest, at beslutningen ikke er et endeligt farvel til samarbejdet. Foreningen vil vende tilbage til trepartsarbejdet, når rammerne efter dens vurdering igen er klare og stabile.

































