Når Folketinget tirsdag den 1. september andenbehandler gødskningsloven, skal politikerne se de omfattende konsekvenser af deres regulering i øjnene. Derfor indkalder Bæredygtigt Landbrug sammen med en række kræfter i landbruget til demonstration på Slotspladsen ved Christiansborg.

- Vi er rigtig mange vrede og dybt frustrerede landmænd, som gennem lang tid har måttet se til, at politikerne udhuler vores erhverv. Vi står over for, at politikerne stemmer et lovforslag igennem, som kommer til at fyre over halvdelen af danske landmænd. Det nægter vi at lade gå uhørt hen, siger Niels Hauge Mikkelsen, formand i Bæredygtigt Landbrug, i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen betyder de seneste ændringer i kvælstofudledningsgrænserne, som kom i juli, at 65 procent af Danmarks dyrkede areal står over for så hård kvælstofregulering, at grundlaget for den nuværende fødevareproduktion bliver fjernet på store arealer.

Bæredygtigt Landbrug har gennem to år fastholdt kritikken af den grønne trepart og den tilhørende kvælstofregulering, blandt andet fordi aftalerne ifølge organisationen mangler et fagligt grundlag og har ført landbruget bag lyset.

Men beslutningstagerne har været umulige at råbe op, konstaterer formanden.

- Udhuler fødevareproduktion

- Vi har fremlagt fakta og konkrete beregninger fra bedrifter, der viser reguleringens vidtgående konsekvenser, som grøn trepart og kvælstofreguleringen påfører erhvervet. Derfor er vi nu til stede, når politikerne med helt åbne øjne træffer en beslutning baseret på et usagligt grundlag, der udhuler dansk fødevareproduktion, følgeerhverv og livet på landet, siger Niels Hauge Mikkelsen.

Demonstrationen finder sted tirsdag den 1. september klokken 09.30 på Christiansborg Slotsplads. Der bliver mulighed for opsamling med bus flere steder i landet.

– Vi opfordrer landmænd, følgeerhverv og alle, der har berøring med erhvervet, til at møde op til demonstrationen, siger Niels Hauge Mikkelsen.

Der er oprettet en kampagneside til demonstrationen, fyretlandmand.dk. Her vil organisationen løbende opdatere om demonstrationen.

PolitikKvælstofreguleringNationalt sprøjteforbud