Der er ikke mere bag-jerntæppet-teknologi i den nye Zetor Crystal end i en Skoda i Folkevogns-klæder, formentlig mindre.

Den tjekkiske Zetor-fabrik har en plan om at løfte sig ind i kredsen af traktorer med vestlig teknologi og forlade det image om en billig østeuropæisk traktor, og noget tyder på, det er lykkedes med den nye 163 hk store Zetor Crystal.

Zetor Crystal vil i de kommende år komme i flere modeller op til 200 hk, og vil, ikke mindst med det nye og moderne traktordesign, lægger stor afstand til den aldrende navnesøster fra Zetor-fabrikken. De gamle Zetor Crystal fra 1980’erne var især kendte for en særdeles sejtrækkende motor, og lige på dette punkt er der et lighedstegn.

Brændstoføkonomisk

Motoren til den nye Zetor Crystal leveres af tyske Deutz, en moderne sekscylindret turboladet Deutz TCD 6.1 liters motor med commonrail indsprøjtning, AdBlue og luft-til-luft køling.

Som det er velkendt, leverer Deutz driftssikre og miljøvenlige motorer. Således klarer en Crystals 300 liter store dieseltank sig til mere end en dags arbejde i marken.

Transmissionen er en fem-trins gearkasse med to områder og tre-trins PowerShift, der sammen med det koblingsfrie PowerShuttle-vendegear stiller 30 gear til rådighed for chaufføren – i begge retninger. På gearvælgeren sidder en »PowerClutch« trykknap-kobling. 

Det koblingsfrie vendegear arbejder via to våde multilamel-koblinger og kan anvendes, selvom traktoren er under belastning.

Hydraulik fra Bosch

Det vestvendte samarbejde har, udover Deutz-motorerne, ført til en traktor med Ålö frontlæssere og Bosch EH liftteknologi med Hitch Tronic, der har en løftekapacitet i bagliften på 8.500 kg.

Liftteknologien er allerede kendt fra Zetor Forterra, der som den første i verden blev introduceret med en Bosch Hitch Tronic lift. Det er en avanceret elektro-hydraulisk lift der flere gange pr. sekund sørger for en automatisk tilpasning af forholdet mellem liftens positionskontrol og trækkraftsregulering. Til brug for eksterne funktioner leverer traktorens hydraulisk 85 liter i minuttet.

Kraftudtaget er som standard med fire omdrejningstal og kan ydermere fås i en kørselsafhængig version.

Flot og komfortabel

Den nye kabine giver chaufføren den komfort, han har behov for til de lange arbejdsdage – moderne interiør, digital instrumentering, indstilleligt rat, komfortabelt sæde og glastaglem med solgardin er nogle af elementerne samt et støjniveau på kun 73 dB.

Som ekstraudstyr kan Zetor Crystal leveres med affjedret foraksel og affjedret kabine.

Hos importøren HCP Nordic, betragter man Zetor Crystal som en allround-traktor, der både klarer sig i marken med tunge redskaber eller foran de store fuldfodervogne.

Endnu kan importøren dog ikke svare på, hvornår den opsigtsvækkende nyskabelse fra Zetor-fabrikken kan leveres i Danmark, men produktchef Martin Hansen hos HCP Nordic tror, det kan blive sidst på efteråret.

Zetor udfordrer branchen

Martin Hansen mener, den nye Zetor Crystal vil ruske op i traktorbranchens rangorden.

- Med Zetor-fabrikkens dedikerede udviklingsprogram og udfordres de store mærker på både kvalitet og teknik, mens Zetor fastholder at producere deres traktorer i Tjekkiet og altså fastholde en produktion inden for EU, mens stort set alle andre mærker har flyttet dele af deres produktion til lavtlønsområder som Tyrkiet, Indien eller Kina.

- Det fortæller med al ønskelig tydelighed, at Zetor ikke går på kompromis med kvaliteten af de nye traktorer, lyder det fra Martin Hansen.