»Det kan blive dyrt ikke at sikre afstanden mellem halmstakkene«. Sådan lyder overskriften på et materiale, Vejen Brand & Redning netop har sendt ud til områdets landmænd og andre med kontakt til landbruget.

»Forebyggelseskampagnen skal gerne betyde, at vi kan minimere antallet af brande ved at sikre, at halmen er placeret lovligt på markerne og ikke opbevares i bygninger, der ikke er godkendt til halmoplag. I sidste ende et spørgsmål om at forhindre brande og de tilknyttede problemer og måske store udgifter«, lyder det videre i materialet.

Vejen Brand & Redning oplever ofte, at landbrugets oplag af halm er ulovligt placeret på en mark og derfor skal flyttes med store omkostninger/besvær til følge. Derfor er det en god ide at tjekke reglerne, inden halmen stakkes op.

Tilsyn tjekker halmen

Dertil kommer de brande, der hvert år kommer. En særlig risiko ved opbevaring af halm, hø, tagrør el. lignende er, at brande heri kan udvikle sig hurtig og sprede sig over større afstande.

»At slukke en brand i en halmstak kan ikke lade sig gøre«, lyder det. Brand i en halmstak udvikler meget strålevarme og er derved til stor fare for at smitte til andre bygninger og stuehuset, selv om afstanden er overholdt.

Vejen Brand & Redning samarbejder med miljøafdelingen, og biolog Majbrit Holst Nielsen fortæller:

- I Vejen Kommune har vi aftalt med beredskabet, at vi spørger til indendørs halmoplag i forbindelse med vores landbrugstilsyn. Bliver vi på tilsynet oplyst om, at der er indendørs halmoplag på mere end 1000 kubikmeter i en bygning opført efter 1997, eller der er et udendørs halmoplag på over 10 kubikmeter, hvor afstandskravene ikke er overholdt, er det aftalt, at vi kontakter beredskabet, som overtager sagen.

Lav en plan

Har man en bygning, som eksempelvis har været godkendt til maskinhus, må man ikke bruge sådan en bygning til halm. Halm kommer under tekniske forskrifter for brandfarlige oplag og skal godkendes af kommunens beredskabsafdeling.

Vejen Brand & Redning vil opfordre alle til at lave en plan inden høsten for overholdelse af afstandskrav, tilladelser mv. Det kan blive meget dyrt at undlade sådan en plan - det kan hurtigt koste en halv million kroner eller mere.