Afgået BL-direktør løfter sløret for sit nye job

Afgået BL-direktør Bjarne Nigaard er rygtet til en konkurrent eller styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet. Der skal han dog ikke hen.

Siden Bjarne Nigaard i sidste uge indgav sin opsigelse som direktør Bæredygtigt Landbrug har rygterne gået på, at han havde fået nyt job hos enten en styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet eller hos Landbrug & Fødevarer.

Dem maner han dog nu fuldstændig til jorden. Bjarne Nigaard skal nemlig være sekretariatschef for Kommunale Brandvæsener. Bjarne Nigaard fortæller, at det aldrig har været en relevant overvejelse for ham at tage et job hos en af styrelserne eller hos en konkurrent til Bæredygtigt Landbrug.

- Jeg tror på de ting jeg har kæmpet for hos BL, og det er ikke BLs mange medlemmer og de udfordringer de har, som jeg har ønsket at forlade. Årsagen til mit jobskifte er, som allerede nævnt, at et flertal i BLs bestyrelse og jeg ikke er enige om hvordan ledelse, kommunikation og juridisk strategi skal udmøntes i en interesseorganisation, lyder det fra Bjarne Nigaard i en meddelelse.

I sit nye job får Bjarne Nigaard kontor på H.C. Andersens Boulevard i København.

- Min opgave bliver at lede sekretariatet, der skal levere klassisk interessevaretagelse, overfor myndigheder, samarbejdsparter og beslutningstagere, på vegne af de 20 kommunale beredskabsenheder der dækker hele Danmark, og samtidig skal jeg have ansvar for kommunikation, bestyrelsesbetjening og projektledelse.

- Der er bl.a. et nyt beredskabsforlig på vej i Folketinget, som vi skal forsøge at gøre fagligt bedst muligt, via høringssvar og drøftelser med ordførerne, lyder det fra Bjarne Nigaard, der udover at være jurist, også fortæller, at han er uddannet til brandmand under sin tid som værnepligtig.

Læs også